Gå til hovedindhold
Hjem

Hovedmenu

  • Lydhistorier
  • Bøger
  • Film
  • Fremtidige projekter
  • Blog
  • Om
  • Kontakt

Her blogges om løst og fast. Når det er løst, er der tale om den velkendte blog-pludren: Klørkonge-nyt og småting. Når det er fast, er det straks mere hardcore, for så handler det om litteraturen i den digitale tidsalder, ophavsret, crowdfunding, e-bøger m.v.

Eksempler på tegninger, der mangler

Af Boris den 26. september 2015 - 17:59

Jeg samler lige et par eksempler på tegninger, der godt kunne klare en kæk tegning! Lad dig inspirere.
For eksempel er der ret mange landkort i filmen, dvs. kort over Europa, Tyskland, Berlin ... I hvert fald på de to første er der masser af plads til skibe ude i havet. Det gør dem altså lidt flottere at se på, kortene. 
På nogle af dem, skal der også være tanks. Det gør dem ikke pænere at se på, men det hører sig til. 

Jeg vil også gerne kunne bygge en luftbro omtrent af lutter fly. Så tegn løs og kom hid med dem .. 

Og Churchill, savner han ikke sin butterfly - og en krop? 

 

crowdsourcing infotainment

Liste over ønskede tegninger

Af Boris den 26. september 2015 - 1:41

I forbindelse med et projekt, som man kan læse mere om andetsteds på bloggen, shortcut: her, søger jeg denne weekend (d. 26.-27. sept.) tegninger fra børn. Det er til en film om den tyske genforening, der fejrer 25 års jubilæum d. 3. oktober 2015. Altså lige om lidt. Så vi har travlt.

Filmen lægges op på Youtube på jubilæumsdagen. Det er første afsnit af tre, og det handler om årene 1945-49. (Fordi det ikke giver nogen mening at snakke om en genforening, hvis man ikke først og ret grundigt redegør for splittelsen; den kolde krig osv.) 

Jeg har brug for over 20 forskellige motiver, det være sig figurer, symboler, ting og sager. Nogle af dem gerne i mange udgaver, fx krigsfly. 
Hold øje med listen - jeg vil løbende opdatere den.

De tegninger, jeg IKKE skal bruge flere af, vil jeg angive med FEDE VERSALER. Det kan sagtens tænkes, at jeg i løbet af weekenden får brug for andre motiver, som jeg bare har glemt at skrive på. Altså: Hold øje. 
(Det kan også godt være, jeg vurderer, at jeg har brug for flere bolcheposer fx, og derfor 'lukker' jeg den ikke. Det behøver ikke betyde, at din tegning af en bolchepose ikke er blevet godkendt.) 

Hvilke tegninger ønsker jeg? 

  1. Et par forskellige sole. Måske EN DER ER GLAD, og en, der er sur. Og en der er midt imellem. Også gerne EN UDEN ANSIGT, BARE MED STRÅLER. 
  2. Generaler og soldater. Uniformer, uniformer, uniformer. 
  3. TANKS (militær). Evt. i camouflagefarver. Tegn dem oppefra eller fra siden, som du lyster. Det er godt at have nogle at vælge imellem. 
  4. FLY. Og gerne i massevis, fordi der jo skal illustreres en luftbro! 
  5. Ingen prinsesser. 
  6. Politikere - det vil her sige: mænd i jakkesæt. Med slips og den slags. Tykke og tynde. Gerne en med nålestribet jakkesæt (Winston Churchill).
  7. Måske får jeg også brug for en haverive (tegn den, så den står op ad en mur, lidt fra siden, og så den står på skaftet, altså vendt på hovedet).
  8. Og så er der en tegning, som jeg ikke selv aner, hvordan skal se ud: Den nulte time. Hvordan illustrerer man sådan en? 
  9. Jeg får også brug for SMÅ CHOKOLADEBARER, DER DALER I SMÅ FALDSKÆRME. (er tegnet)
  10. Hvis der er nogen, der har mod på at tegne Hitler må de meget gerne gøre det! Gør dig gerne umage med uniformen. Find inspiration på nettet. 
  11. Grimme nazister. 
  12. FORHUTLEDE MENNESKER. (er tegnet)
  13. TO VILLAER. (er tegnet)
  14. Skibe. Bare stille og roligt helt almindelige skibe, ikke militær. (Et skib er i hus - ikke sikkert, jeg får brug for flere.)
  15. Bolchepose. Haribo-lignende. 
  16. TO PLAKATER TIL DRENGEVÆRELSE. (er tegnet)
  17. Legetøj - sådan noget, der ligger på gulvet på et drengeværelse. Hvis du kan: Tegn det gerne, så man ser det skråt oppefra. (Forklaring også på denne løjerlighed følger i og med filmen.) 

Venligst vær opmærksom på 

  • Det er ikke sikkert, at det er alle tegninger, jeg modtager, som jeg også vil / kan bruge. Jeg kan fx få for mange af en slags, inden jeg når at strege dem over på listen. Der er også en risiko for, at jeg ændrer i manuskriptet undervejs, selv om det er gennemskrevet mange gange. Det kan fx ske, hvis filmen er ved at blive lidt for lang. (Den må helst ikke blive mere end 12 min. med det hele. (Helst ..)) 
  • Jeg vil klippe i tegningerne, for stilen er collage-agtig. Men man vil kunne genkende sin egen tegning. (Det vil jeg i hvert fald bestræbe mig på!) Det kan være, at jeg lægger en anden farve på, eller sætter knapper i en trøje, som jeg synes, skal have knapper el. lign. Det må man finde sig i. 
  • Der er kun åbent for indsendelse af tegninger weekenden 26.-27. sept. Deadline er altså søndag d. 27. kl. 23:59.
  • Allerbedst er det med indscannede tegninger. Men et fotografi med en smart phone går også fint an. Send det blot i høj opløsning. Sørg for, at tegningen ligger fladt, og at der er et godt lys på den.
  • Husk at skrive navn og alder synligt på papiret, hvor tegningen / tegningerne er. Jeg mister overblikket, hvis navnet svæver omkring uden for tegningen, fx i meddelelsen i mailen. 
  • Hvor sender man til? Her: kontakt (a) kloerkonge.dk, og hvis den indbakke er fyldt, fordi jeg ikke når at tømme den, send da til: boris (a) kloerkonge.dk. 
  • For besværet får man: ingen penge. Jeg laver også filmen con amore. Til gengæld kan man få lov til at få (en bid af) sin tegning med i en bette film. Og det er vel meget skægt. Man får også sit navn med i rulleteksterne til sidst, fx således: Brian, 7 år, Ella, 9 år .. etc. 

Jeg fik ideen til denne crowdsourcing-metode, da jeg for nylig lavede en lille infofilm for Røde Kors. Jeg byggede et rum, en stue, op omkring hovedpersonen. Han kom til at bo i et collagehjem. På reolen satte jeg en Kählervase, jeg havde hugget ude på nettet (altså: som billede!), og så tænkte jeg: Her kunne min 7-årige nieces tegnede blomster da gøre underværker. Så jeg bad hende om at tegne nogle blomster; de kom kort tid efter fra min bror pr. indscan, jeg klippede i tegningen, klistrede blomsterne ind, for ikke at sige: satte dem i vasen - og vupti! Havde jeg et sjovt og skævt udtryk. Og niecen syntes jo også, det var muntert.

Og så tænkte jeg: Den idé må ikke mindst kunne bruges, når jeg skal til at lave mere indviklede historiefilm, hvor emnet godt kan blive lidt tungt.

Så lad os bare komme i gang!

crowdsourcing infotainment

Klørkonge beder om tegninger!

Af Boris den 24. september 2015 - 23:18

Jeg (Boris Boll-Johansen, tegner og forfatter, allerøverste chef for Klørkonge.dk) søger børnetegninger - og det skal være ganske bestemte motiver. Jeg vil endda sige: De skal tegnes til formålet.
For besværet får ungerne (en del af) deres tegning med i en lille film, og det er skægt for mig, og det er skægt for dem, og det er skægt for alle. Det hedder oven i købet noget på amerikansk-engelsk: Crowdsourcing. Vi kan også kalde det brugerinddragelse. 

OPDATERET lørdag formiddag: Listen er nu åbnet. Se på bloggen herover. 

Det er til en lille (tegne)film betitlet Det delte land. 
Anledningen er, at tyskerne fejrer 25-året for deres genforening den 3. oktober. 

Hvorfor skulle Tysklands nyere historie være et interessant emne? Jamen, det er det da! Vores store nabo mod syd og så videre. Og så er der her med den kolde krig, som man vist nok altid brokker sig over, at den nye generation ikke har fattet en bjælde af. (Fordi nogen har glemt at fortælle ordentligt om den?)

TRE KAPITLER

Klørkonge laver for egen regning denne 12-13 minutters infotainment-film. Og det er blot den første del. Der kommer tre i alt. Den første udgives (på Youtube) d. 3. oktober. De følgende to dele i løbet af 2015, inden jubilæumsåret rinder ud. 

Miniserien er kronologisk opdelt, således:

  • Kapitel 1: 1945-1949
  • Kapitel 2: 1949-1985 
  • Kapitel 3: 1985-1990 

Klørkonge-crewet har en del erfaring med at lave små infotainment-film efterhånden. Blandt andet for museer og Røde Kors. Man kan se nogle af dem her. 

LODRETTE ORDRER

Der kommer en udførlig liste over, hvilke tegninger, jeg har brug for. (Alt sammen lanceres lørdag morgen, tidlig. Her på bloggen.) Og man skal på forhånd vide, at jeg muligvis skamferer tegningerne. I hvert fald klipper i dem og farver dem efter for godt befindende. Og muligvis får jeg slet ikke brug for lige netop din tegning! Fordi jeg har fået for mange tegninger med det og det motiv, eller fordi jeg har ændret manus i sidste øjeblik. Det er vilkårene. 

Der kommer også lodrette ordrer om, hvordan jeg skal have filerne (for tegningerne skal selvfølgelig sendes digitalt). 
Den nævnte liste med ønskede tegninger vil løbende blive opdateret, næsten på timebasis, så vi undgår, at for mange tegner forgæves.

DEN STRAMME DEADLINE

Der er kun åbent for tilsending af tegninger i weekenden d. 26.-27. september. Altså lørdag og søndag. Der åbnes som nævnt for projektet lørdag morgen tidligt, og deadline er søndag kl 23.59. Men det er vel lige meget, der er alle for længst gået i seng. Bortset fra undertegnede. For jeg skal virkelig stramme ballerne, så jeg kan have filmen færdig til fredag d. 3. oktober. Jeg har allerede en del materiale liggende klar, det er klart. 

Der er lagt i ovnen til en sjov premiere! Jeg håber, mange er med på den. 

Vh. Boris Boll-Johansen, CEO, Klørkonge.dk

 

crowdsourcing infotainment

Hvermandag.dk

Af Boris den 17. september 2015 - 20:35

Klørkonges Dr. Boll er jo involveret i et projekt kaldet Hvermandag.dk. Der er netop skudt en crowdfundingkampagne i gang til støtte for projektet. Se den her. 

Hvermandag kører efter følgende smukke princip: Skriv dig på maillisten, så modtager du førstkommende mandag en original tekst skrevet af en dansk forfatter; det kan være en høj, det kan være en lav, det kan være en bred, det kan være en smal. Original tekst vil sige: Skrevet til dette hvermandagslige formål, eller i det mindste ikke udgivet før. Der er 2600+ abonnenter. Projektet har eksisteret siden maj 2014. Det er 74 mandage eller 74 vidt forskellige tekster siden.

Vi samler primært penge ind til forfatterhonorarer. De får 500,- pr. tekst.
Vi satser på at få det statsligt finansieret fra og med januar eller februar 2016. 

 

crowdfunding hvermandag

Klørkonge går til lydbiografen

Af Boris den 28. august 2015 - 15:32

I forbindelse med Buster, børnefilmfestivalen, laves der også et par lydbiograf-forevisninger. Eller forelytninger hedder det vel. 

Klørkonge leverer en historie til minifestivalen i festivalen, nemlig De skotske boretrolde. Det er en af vores mest velproducerede historier. 
Ideen er, at man sidder i biografstolene og lytter over det lækre lydanlæg. Det foregår i biografhalvmørke, så man bedre kan koncentrere sig. 

Det er Københavns Radiobiograf, der står for arrangementet. Jeg - Boris - vil være til stede, når det går for sig, nemlig d. 26. september kl. 13.30 i Cinemateket. Der er ikke tid til at sige særlig meget, jeg skal bare sige "hej, og det er så mig, der lavet den næste historie." Men jeg tropper gerne op, fordi jeg glæder mig temmelig meget til at opleve en hel sal fuld af unger lytte til en Klørkonge-historie. Live. Det kan kun blive fedt. Går jeg stærkt ud fra. 

 

Maleark til Museet for Søfart

Af Boris den 2. juli 2015 - 9:13

Her er et udvalg af de maleark, som jeg lige-inden-sommerferien-går-rigtigt-i-gang har lavet til Museet for Søfart i Helsingør. De bliver så kopieret og lagt sammen med en stribe farveladesager et sted på museet.
Tag derop. Det er et godt museum. Prisbelønnet for sin arkitektur - plus underholdende og state of the art inden for moderne museumspædaogik.  
Og så handler de flittigt ind i Klørkonges krea-butik. 

 

tegninger
Museet for Søfart

Go' anmeldelse i 'Folkeskolen' af Røde Kors-projektet

Af Boris den 1. juli 2015 - 8:30

Der kom lige en anmeldelse i Folkeskolen af det store Røde Kors-undervisningsmateriale om tøj, genbrug og bæredygtighed: ACT, kluns. Der er til en hel emneuge, og det kan hentes gratis i klassesæt hos Røde Kors her. Det er møntet på 4.-7. klasses elever. 

Det hedder bl.a. om de tegninger, jeg har leveret: 

Opgaverne i kopiark er meget appetitvækkende med blandt andet sjove tegninger og figurer og vil helt sikkert fungere motiverende for eleverne.

Filmen får tilsvarende, rosende ord med på vejen. 

tegninger
anmeldelse
Røde Kors

Struenseefilmene: Nu set af mere end 6000

Af Boris den 3. juni 2015 - 13:51

Den er nu blevet vist mere end 3000 gange, historien for voksne om Struensee. Og børneversionen er blevet set næsten lige så mange gange.

Men hvad voksenudgaven angår: Det var den første historiefilm, jeg lavede (den er fra 2012), og jeg har lige genset den. På billedsiden er den helt vildt kedelig, no doubt, men jeg må indrømme, at jeg er udmærket tilfreds med tekstsiden. Som jo bliver oplæst. Der er godt tempo på, og det væsentligste kommer med. 

Det var Teatermuseet i Hofteatret, der stillede mig opgaven. 

Link til voksenversion HER. 
Link til børneversion HER.

historie
Infotainment
edutainment
teatermuseet
struensee

Amir og Valde II - go' anmeldelse

Af Boris den 26. maj 2015 - 14:30

I den såkaldte lektørudtalelse ang. Amir og Valde - en fed plan? hedder det bl.a.: 

Det er en meget humoristisk historie, og der må absolut komme en fortsættelse, så vi kan høre, hvordan det går.

Jeg er særlig glad for denne tilføjelse (og det er forlaget Alinea sikkert også, for det er jo den slags, der sælger bøger): 

Til bibliotekaren: Oplagt anskaffelse til de læsehungrende - ikke mindst drengene, som vil have let ved at kunne identificere sig med hovedpersonerne.

Du kan købe bogen direkte fra forlaget her.
Den koster 139,00 + moms. 

 

Amir og Valde
børnebog
letlæsningsbog

Status over e-litteraturen i Danmark

Af Boris den 8. maj 2015 - 14:57

Denne artikel, der er at læse i magasinet Atlas - "et dansk samtidsmagasin, der tager nettet alvorligt" - er et must read for alle, der interesserer sig for litteratur og digitalisering.
Der er ingen grund til, at artiklen skrælles her på sitet - bare læs selv. 
Her blot en teaser: 

Forskere har forudsagt, at bøger vil ændre form til digitale filer, der hverken stiller krav til hyldemetre eller papirproducenter. E-bogen vil kort sagt erstatte papirbogen. Men hvor tæt er den spådom på at være opfyldt? Og hvad betyder det for forfatterne, forlagene og bibliotekerne, at bøger ændrer form?

 

ebøger
digitalisering
forlagsbranchen

Sider

  • « første
  • ‹ forrige
  • …
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10
  • 11
  • 12
  • næste ›
  • sidste »