Her er et udvalg af de maleark, som jeg lige-inden-sommerferien-går-rigtigt-i-gang har lavet til Museet for Søfart i Helsingør. De bliver så kopieret og lagt sammen med en stribe farveladesager et sted på museet.
Tag derop. Det er et godt museum. Prisbelønnet for sin arkitektur - plus underholdende og state of the art inden for moderne museumspædaogik.  
Og så handler de flittigt ind i Klørkonges krea-butik. 

Den er nu blevet vist mere end 3000 gange, historien for voksne om Struensee. Og børneversionen er blevet set næsten lige så mange gange.

Men hvad voksenudgaven angår: Det var den første historiefilm, jeg lavede (den er fra 2012), og jeg har lige genset den. På billedsiden er den helt vildt kedelig, no doubt, men jeg må indrømme, at jeg er udmærket tilfreds med tekstsiden. Som jo bliver oplæst. Der er godt tempo på, og det væsentligste kommer med. 

Det var Teatermuseet i Hofteatret, der stillede mig opgaven. 

Link til voksenversion HER. 
Link til børneversion HER.

Denne artikel, der er at læse i magasinet Atlas - "et dansk samtidsmagasin, der tager nettet alvorligt" - er et must read for alle, der interesserer sig for litteratur og digitalisering.
Der er ingen grund til, at artiklen skrælles her på sitet - bare læs selv. 
Her blot en teaser: 

Forskere har forudsagt, at bøger vil ændre form til digitale filer, der hverken stiller krav til hyldemetre eller papirproducenter. E-bogen vil kort sagt erstatte papirbogen. Men hvor tæt er den spådom på at være opfyldt? Og hvad betyder det for forfatterne, forlagene og bibliotekerne, at bøger ændrer form?

Det velkendte, underholdende og velproducerede program på P1, Harddisken, inviterede i anledning af Danmark Læser-dagen til paneldiskussion. Det kom der denne udsendelse ud af. Der skal refereres grundigt fra den her - og løbende småkommenteres på den her og der - fordi den giver et fint overblik over et tema, som vi på Klørkonge interesserer os meget for: litteraturen i den digitale tidsalder. 

Der var seks deltagere, der gav “seks vinkler på, hvordan vi læser på skærm” anno 2015: 

• Anders Blauenfeldt, CTO, Mofibo (tidl. udviklingsdirektør i TDC)
• Jørgen Balle Olesen, direktør, Saxo.com
• Ayoe Quist Henkel, lektor i dansk og ph.d.studerende ved Center for Børnelitteratur, Aarhus Uni. 
• Gertrud Smith, redaktionschef, Lindhardt & Ringhof digital 
• Kim Baasch, partner og redaktør, SMSpress
• Merete Pryds Helle, forfatter

Harddiskens værter som vanligt: Henrik Føhns og Anders Høeg Nissen. 

FÆRDIGGØRELSESGRADER OG PUTTESOVE-MINUTTER

Teknisk direktør for Mofibo, Anders Blauenfeldt, fortæller, at de har en mio. læste sider om dagen, og at man af alle de data, som læserne dermed genererer, kan udlede et og andet, som er interessant for forlagene at kende til. Mofibo kan med afsæt i indsamlede data med meget stor nøjagtighed fortælle, hvad folk foretrækker at læse, hvornår. De præcise data indebærer også sådan noget som “færdiggørelsesgraden” af den enkelte bog. Det vil sige: går folk i stå? I givet fald: Hvor mange gør det? Og hvor gør de det? 

Det har tidligere været fremme, at man på Mofibo er meget lidt interesserede i bøger med en ringe færdiggørelsesgrad; Mofibo betaler forlagene pr. udlånt bog, men deres indkomst består i at sælge flatrate-abonnementer. Det vil også sige, at jo færre bøger, de udlåner, jo flere penge kan de beholde for sig selv. Omfangsrige bøger, som folk læser til ende, er således ideelle. 
(Det svarer nogenlunde til, at en restaurant med “all you can eat” håber på kunder, der tygger så grundigt på maden, at de ikke har lyst til og ejheller kan nå at fortære særlig meget.) 

Mofibo er også leveringsdygtige i andre oplysninger. Det gælder blandt andet danskernes gennemsnitlige puttesove-tidspunkt. (Man går ud fra, at folk går i seng og læser lidt, inden de sover.) Det er 22:41 på hverdage, og 23:20 på lørdage. Og dermed er den oplysning jo lagt frem, så den kan Mofibo ikke tjene penge på, men det indikerer jo, at der er mere i skuffen. 

'Big data' er et lidt voldsomt ord, man kan også nøjes med at kalde det 'ret præcise oplysninger om forbrugernes forbrugsmønstre og vaner'. Hvad vi end kalder det: Der er tale om værdifulde oplysninger. Mofibo og andre abonnement- og flatrate-tjenester på nettet (man undrer sig over, at de kan få det til at løbe rundt, ikke sandt?) har altså til hensigt at hente en stor del af deres indkomst på denne måde. I det lange løb. Altså ved at sælge eller selv udnytte den indsamlede data. 

Der er tidligere skrevet om dette interessante tema her på bloggen. 

LITTERATURENS EGET ØKOSYSTEM

Jørgen Balle Olesen fra Saxo.com, Danmarks svar på Amazon, fortæller, at de ikke bare er en “salgsplatform”, de er også en “publiceringsplatform”. 

“Vi ville lave en anden værdikæde,” fortæller direktøren, der fortsætter med at male forfatterens typiske smertensvej op på denne måde: Han eller hun sender sit manus ind til et forlag, venter i månedsvis, får sikkert et afslag, prøver igen, bliver måske antaget, og kan da vente yderligere et par måneder på, at bogen bliver udgivet. Derefter går der et årstid, inden de første salgstal foreligger, dvs.: er tilgængelige for forfatteren.
Balle Olesens pointe kan være, at forfatteren således i en vis forstand kobles af markedet, ja, at vedkommende ligefrem mister følingen med det?

Den træge proces kan Saxo speede op takket være deres nye publiceringsplatform, der giver forfatteren direkte adgang til offentliggørelse.

Saxo tilbyder også en læseplatform. Olesen ser hele ensemblet som et “økosystem”. I og med læseplatformen bliver Saxo også i stand til efterfølgende at give forfatteren adgang til data af den karakter, som Mofibo tilbyder forlagene: Hvor går folk i stå? Hvad læser de ellers? Og hvad læser de ellers til ende? 
(Og måske med tiden: I hvilket afsnit falder de i søvn. Og strider dette tidspunkt mod danskernes almindelige sovevaner?) 

På læseplatformen kan man også tilbyde at se andre læseres noter. Det kan være særlig relevant i tilfældet studiebøger: Den studerende kan gå direkte til det, andre studerende har fundet væsentligt. Noterne kan selvklart fravælges. Og de kan pointgives, og således vil de mest populære, som formentlig også er de mest perspektiverende kommentarer, ligge højest og mest synligt på skalaen.

Olesen kalder disse notesamlinger for “beta data”, det vil i dette tilfælde formentlig sige, at det er 'ekstra data', for så vidt “alpha data” er selve teksten, udfærdiget af den (oprindelige) forfatter.
(Man kunne ad åre forestille sig forfattere, der tog højde for de bedste noter, måske også i en skønlitterær sammenhæng, og skrev dem ind i deres bøger. Der således blev en punkteret oprindelighed. Teknisk set lader det sig nemt gøre: Det digitale format er også et fleksibelt format.)

På denne blog er dette tema - de andre brugeres synlige noter - tidligere blevet berørt - nemlig i forbindelse med omtalen af tyske SoBooks - Social Books. 

Olesen henviser til en undersøgelse, der viser, at læserne har nemmere ved at huske det, de har læst i en papirbog. 
Han disker også op med et par tørre tal fra det danske marked: 53% læser kun papir, 41% læser begge dele, 6% kun digitalt. 

Har man lyst til at kende lidt mere til Saxos interessante forretningsmodel, kan man konsultere denne video på YouTube. Jørgen Balle Olesen forklarer i et 10 min. langt foredrag om Saxos historie, vækst og fremtidsmuligheder. Den er fra slutningen af 2012. 

MULTIMODALE PROJEKTER

Ayoe Quist Henkel er i gang med et PhD-projekt, der har nye læseformer som sin undersøgelses genstand. Hun har blandt andet været med i et projekt, hvor en skoleklasse skulle læse en historie, som de undervejs delvist var med til at skrive. Den var multimodal, det vil sige, at den fx også rummede animation. Man kalder den slags for I-bøger, altså interaktive bøger (ikke at forveksle med iBøger, for så er vi ovre i noget Apple-noget).

Især drengene var begejstrede for den interaktive læsnings- og læringsform. Og det er jo interessant, eftersom drenge ofte beskyldes for at være lidt tunge i læserøven. 

Men - er det ikke bare med til at skabe mere uro i børnenes tilværelse - eller: hvor bliver fordybelsen af, når man laver sådan en tablet-fortælling, hvor alt bimler og bamler?
Quist Henkel citererer et af børnene for dette udsagn: “Når du har en ebog, er det svært at blive distraheret, for den distraherer dig i forvejen.”
Negative røster kan da her hævde, at det tilsyneladende i det hurlumhejsamfund, vi lever i i dag, gælder om at toppe en distraktionsliste. 

Om sådan en i-bog ikke varsler papirbogens endelige død? spørger en af radioværterne. Det er ikke sikkert, det forholder sig sådan, svarer forskeren, for hvis man giver børnene positive læseoplevelser, har de efterfølgende nemmere ved at opsøge andre tekster også - uanset hvilket materiale, de måtte blive serveret på og i. 

LITTERATURENS SVAR PÅ ENDOMONDO

Gertrud Smith får ordet. Hun er redaktionschef på Lindhardt & Ringhof, digital. 

Smith fortæller, at de er i gang med digitalisere deres enorme bagkatalog, og at det jo er med til at gøre meget god litteratur nemt tilgængelig. Det er ikke noget, der sælger det vilde, men fordelen er, som bekendt, at det ikke koster noget at have ebøger liggende. 

En af Harddisk-værterne hiver da den gode gamle ‘lange hale’ frem, Chris Andersons idé om, at man i og med digitaliseringen og det enorme marked, som nettet kan frembyde, kan tjene lidt på meget. Også nicheproduktioner, eller i forlagenes tilfælde: nicheudgivelser, kan da få fodfæste. 

Smith er også inde på dette med, at læseplatforme, jf. Saxos idé, kan åbne for nye læsevaner. Fx kan de bane vejen for en slags litteraturens Endomondo, hvor man bliver i stand til at måle sin læsning med vennernes. Endomondo er en sportstracker: Man kan følge, hvor langt og hvor man løb og sprede disse data på de sociale medier, så andre folk kan se, hvor fed, man er. (Eller rettere: hvor fed, man prøver at undgå at blive.) Vi har altså at gøre med en appel til konkurrencegenet, og det ligger jo i fin forlængelse af sporten. Om det også klæder litteraturen er et andet spørgsmål. 

SMS FRA KIERKEGAARD OG FUPZ AAKESON

Og næste levende billede: Kim Baasch, redaktionschef på SMSpress. 

SMSpress sælger deres historier for ret få penge, typisk mellem 15-25 kr. stykket. Novellerne har forskellig længde; nogle er endda on going. Den længste har strakt sig over et år. Og har angiveligt een abonnent. 

SMSpress satser på de veletablerede forfattere. Nogle af dem er gode til at udnytte den specielle genre, hvis egenart iflg. Baasch består i det “kompakte format, tidsfaktoren og afsenderen”. 

Der mange og mange fine eksempler på dette. 

Steen Langstrups sms-novelle - der handler om stalking - begynder med, at man modtager en sms, hvor der står: “Jeg fulgte efter dig i dag, men du så mig ikke.” Den kommer fra en ukendt afsender. Mange forbinder ikke sms’en med deres nylige indkøb af litteratur og skider følgelig grønne grise, indtil sammenhængen går op for dem. 

Kim Fupz Aakeson starter en af sine sms-noveller med denne kliniske besked: “Jeg har klamydia.” Derefter går der noget tid, så kommer den næste sms. Man følger i novellen et kærestepars sms-korrespondance, man er med på en lytter. Eller en kigger. 
Men man er nødt til at vente på, at den anden svarer. Historiens progression følger da en art realtid. 

SMSpress har for nylig fået lidt af en blåstempling, idet deres noveller også sendes til Det Kgl. Bibliotek. Således bliver de en del af den - ganske vist omfangsrige - danske kulturarv. 

2/3 af Danmarks befolkning kan låne sms-novellerne via det bibliotek, de er tilknyttet. 

Målgruppen? Den er bred. To Kierkegaard-forskere skriver en slags novelle, eller et løbende kommentarspor, hvor en nutids-Søren Kierkegaard forsøger at forholde sig til moderne fænomener som Facebook, religionen i en postmoderne tid med videre. Kim Baaschs mor er abonnent og glæder sig over, som hun siger, “at modtage sms'er fra Søren”. 

Om sms-litteratur på sigt måske stjæler læsere fra de almindelige papirbøger - eller de almindelige ebøger for den sags skyld? Ikke nødvendigvis. Kenneth Bøgh Andersen er et eksempel på en, der udnytter genren sms-noveller til at skabe interesse for sine egne bøger. Han har skrevet en selvstændig fortsættelse, eller et vedhæng, til de historier, der folder sig ud i bøgerne om Den store djævlekrig. 

STEP IN-BOGEN WUWU

Sidste person i panelet er forfatteren Merete Pryds Helle. 

Merete Pryds Helle har i samarbejde med et par programmører og en illustrator lavet app’en Wuwu. Der er her tale om en historie, der udnytter ipad’ens (eller andre tablets), flair for ruminddragelse. Man bliver fx undervejs i historiens forløb bedt om at finde og (via tablettens kamera) fotografere en gul farve. Man pendler vedholdende mellem historiens rum og virkelighedens rum. Også gyrometeret i tabletten udnyttes, dens ‘viden’ om, hvorvidt den holdes vandret, lodret, drejes, bevæges hurtigt med videre. 

På et tidspunkt skal man også råbe ind i mikrofonen. 

Dermed kommer, som Pryds Helle siger, "det taktile tilbage i læsningen på skærm". 

Er der tale om en bog eller et spil? Der er vel tale om en helt ny genre, erklærer forfatteren. Det tætte samarbejde mellem de forskellige professioner, der er gensidigt afhængige af hinanden, programmør, illustrator og forfatter, indikerer det. De har forskelligt fokus, forskellige måder at fortælle på. 

Og det er rimeligt nok, mener Pryds Helle, idet “vi mennesker elsker at fortælle historier”. Og det kan man som bekendt gøre på mange forskellige måder. 

Man kan se mere på Wuwu i Apples app store her. 
Og der er en fin lille 45 sek. promo video (på engelsk) her.