Fremmødet var ret massivt hin onsdag eftermiddag, d. 8. oktober. Jeg var ankommet fra Berlin samme morgen, men skulle desværre af sted en time efter den officielle åbning, dvs., netop som det begyndte at dufte af efterfest og pizza! Skulle nå et fly. Lidt ærgerligt.

Jeg holdt en tale i forbindelse med åbningen. Jeg prøvede at gøre det kort, det lykkedes vist nogenlunde. Jeg talte om færgerne som "tredjested", et lidt tungt emne, men siden jeg har beskæftiget mig med det før, nemlig i en kronik i Berlingske Tidende i forbindelse med Storebæltsfærgernes nedlæggelse (og her vi så tilbage i slutningen af 90'erne!), mente jeg nok, at jeg kunne komprimere emnet - vel at mærke uden dermed at gøre det endnu mere langhåret, tværtimod: lettere. Eller om man vil: mere korthåret. 

Et tredjested er kort fortalt et sted, der ligger midt mellem hjemmet og arbejdet, altså mellem de steder, hvor man er kendt og defineret (og måske endda elsket og respekteret). Med tredjestedet befinder vi os altså ude i det offentlige rum. Og dermed i social forstand: på bar bund. Men vi har muligheden for at lære hinanden lidt bedre at kende på et tredjested. Det har nemlig stedets kvaliteter. Det er ikke et ikke-sted. På et tredjested har vi muligheden for at slå en sludder af (det handler ikke nødvendigvis om dybe samtaler og hede, dannende debatter), ja, man kan såmænd nøjes med blot at se. Og at have ørerne på stilke. Jeg vil sige: Det gælder sådan set især om at få en fornemmelse for, hvem de andre er. Og det er ikke spor uvæsentligt i et samfund som vores. Vi er afhængige af en vis sammenhængskraft, vi er afhængige af, at tillidsniveauet har en høj bundgrænse. Derfor er det også vigtigt ind imellem at konstatere, at de andre i det mindste ikke er idioter. 

Rejsens rum var førhen et godt sted at mødes, men i dag forsøger vi at gøre det så privat som muligt. Og færgernes nedlæggelse hjælper jo ikke på det. Færgernes rum var stort, og deres tid var langsom. 

TIl slut: Jeg begræder ikke tabet af færgerne; jeg gider ikke græde over det uafvendelige. Men jeg finder det værd at påpege, at noget måske ret vigtigt i og med færgeruternes nedlæggelse går tabt. Og i bevidstheden herom kan muligvis også den bevidsthed opstå, at tredjestedet muligvis bør opstå andre steder. 

(Begrebet tredjestedet har jeg fra den amerikanske historiker Christopher Lasch. Han nævner ikke selv færgerne i den forbindelse, men derimod lillebyens købmand og andre sager. Han er jo også fra USA.) 

Her er en stribe WIP, work in progress, tegninger. Ja, det er til filmen om Englandsbådene. Og ja, det handler om bacon. Og ja, det hele hænger sammen. Jeg sværger. Bare vent, til filmen kommer! 

Ifølge denne ældre artikel i online-udgaven af Politiken, er der store sikkerhedshuller i Amazons ebogslæser Kindle. De huller er uden tvivl blevet lukket igen, as we speak, men der kan man bare se: alt kan være inficeret. Selv ebøger.

I artiklen anbefaler man de småparanoide - og det angår vel så stort set os alle sammen - at de kun benytter sig af de kendte, store udbydere, fordi der hos dem skulle være mindre chance for at få beskidte sager.
Men - var det ikke netop Kindle, der var angrebet? Jo, men de store udbydere skulle være mere effektive til at få lukket ned for angrebene. De små kan være inficeret i månedsvis uden at opdage noget.
Om den logik er rigtig eller forkert, ved jeg ikke, men opfordringen til kun at handle hos de store, er interessant. Og foruroligende. Den holdning kan jo true en af internettets smukkeste potentialer: at flere og mindre udbydere af dette eller hint produkt kan få succes eller blot en art fæste på markedet. 

Noget vigtigt er her i fare: Den brede vifte, den lange hale, og hvad har vi, anti-ensretningen, at kunstneren kan rykke tættere på kulturforbrugeren. 

Men sådan er der jo så meget. Lad os se, hvor det bærer hen. 

Her er vi i færgens diskotek. Et par 80'er-typer.