
Her blogges om løst og fast. Når det er løst, er der tale om den velkendte blog-pludren: Klørkonge-nyt og småting. Når det er fast, er det straks mere hardcore, for så handler det om litteraturen i den digitale tidsalder, ophavsret, crowdfunding, e-bøger m.v.
Frankfurter Buchmesse er lige åbnet. Jeg har samlet par kommentarer fra den tyske presse angående det tyske bogmarked. Kravene er utvetydige: Der skal betydelige ændringer til på talrige fronter. Men hvilke?
Frankfurter Buchmesse er bogbranchens egen fest, her præsenterer litterære agenter nye værker for forlæggere, her forhandles der kontrakter og her uddeles vægtige priser.
Med 7500 udstillere og mere end en kvart million besøgende (faktisk primært branchefolk), er der tale om verdens største og i hvert fald verdens mest betydningsfulde bogmesse.
Den er selvklart international. Men den giver sandelig også anledning til at tage temperaturen på bogmarkedet i Tyskland.
Og hvordan står det så til?
Temperaturen er høj, skulle jeg hilse og sige. Der svedes. Men det er ikke motionistens endsige atletens salte transpiration, vi har med at gøre, derimod den stille siven, som den feberramte leverer. For nu at svælge i et mindre delikat billede.
Hvad er gået galt? To artikler i hhv. Tagesspiegel og Handelsblatt leverer et bud på en diagnose. De er begge spritnye, bragt i anledning af bogmessens åbning onsdag d. 10. oktober. Jeg vil håndplukke fra dem, og som vanligt: oversætte ret frit (men ikke dermed uvederhæftigt!).
En ny type krise
Kulturjournalisten Gerrit Bartels fra Berlineravisen Tagesspiegel leverer et dystopisk indblik i sagerne. “Bogbranchen befinder sig i en eksistentiel krise,” hedder det i overskriften. Så er tonen ligesom slået an.
“Der er mægtig meget gang i den i messehallerne, overalt finder man bøger, overalt er der højtlæsninger, overalt er der mennesker, der diskuterer bøger. Business as usual, kunne man mene. Sådan ser det i det mindste umiddelbart ud. Men for første gange i mange, mange år, ja måske for første gang nogensinde, befinder branchen sig i en krise.”
Men, tøv en kende, har bogbranchen ikke før befundet sig i en “krise”? Jo, men den krise har blot angået “forretningsmodellen”, hævder Bartels. Og forretningsmodellen har med bogens store økonomi og kredsløb at gøre. Det kredsløb har været mægtig udfordret de senere år (digitaliseringen), men at man har været i stand til at overvinde udfordringerne skyldes netop, at forretningsmodellen i bund og grund har været gangbar. Og det har den været, fordi der i sidste led har været millioner af mennesker, der ikke har gjort sig mange overvejelser om ophavsret og co., Amazon eller lokalboghandler – de har bare gerne villet læse noget litteratur! Det være sig erotisk litteratur, finlitteratur, krimier, debatbøger, det være sig i digitalt format eller på papir. Eller annammet som lydbøger.
Og det er så det, de ikke gider mere. Eller i markant sjældnere grad gider.
Og det er det, der ifølge Bartels afstedkommer bemeldte eksistentielle krise.
Vi kender det skam også i Danmark
Der er færre tyskere, der køber bøger (eller bredere: litteratur), og de kunder, der er tilbage, køber stadig mindre.
“Vi sælger alle blot det halve,” udtalte en direktør fra forlaget Diogenes for et år siden og mente med “alle” angiveligt hele branchen. Det kan dog næppe være tilfældet. Men omsætningen i den tyske bogbranche er ikke desto mindre faldet med 1,6% på et år.
I Danmark kan vi også være med. Gyldendalkoncernen fremlagde for nylig et såkaldt skuffende årsresultat. I det danske forlagsflagskib kan man endda notere sig et plus, hvad de digitale læremidler og salget af undervisningsmidler i det hele taget angår.
Også her er det skønlitteraturen, der halter gevaldigt bagefter, og den nyudnævnte administrerende direktør for Gyldendal, Morten Hesseldahl, har da også bebudet, at der fremover skal præsenteres færre skønlitterære titler.
I Gyldendals bogklubber kan man i øvrigt tydeligt se den førnævnte tendens, idet medlemmerne forlader skuden, og de tilbageblevne køber mindre.
Er Fjæsen, Insta og Walter White hovedfjenden?
Gerrit Bartels leverer to bud på krisens årsag: Netflix og de sociale medier.
At se alle sæsoner af Breaking Bad og Narcos tager tid, og det tager endda lang tid, anfører Bartels, og den tid går blandt andet fra litteraturen. Og det er ikke sådan, at de normalt så læseglade om ikke ligefrem litterære og højlitterære tyskere bagefter griber en roman, nix, for tiden “i det digitale multitasking samfund” bliver stadig mere knap. Hvormed vi så fik lempet mobiltelefonen med i ligningen.
Det er imidlertid ikke en generel klagesang over ‘de slemme digitale medier’, Bartels vover sig ud i. De digitale udfordringer har bogbranchen som tidligere nævnt i vid udstrækning overvundet. Og endda med en vis dygtighed. Nu handler det om dette eksistentielle: hvordan vi bruger vores sparsomme tid. Og i den stadig mere intensiverede kamp om forbrugernes opmærksomhed klarer bogen sig temmelig dårligt.
Her må jeg så lige indsparke en personlig note (der altså ikke har med nogle salgstal og nogen statistik at gøre): Det er bestemt også mit indtryk, at der de seneste år er sket en ret markant forandring. Mange af mine hidtil ret flittigt læsende venner undrer sig i hvert fald over, at de stort set ikke læser bøger mere. Og de konstaterer det med et flig af dårlig samvittighed. De er dog tilsyneladende ikke blevet dovne, hvis det kan trøste dem, de er en del af en tendens, der har europæiske om ikke ligefrem globale dimensioner.
Hvordan individerne så vil håndtere at blive skrevet ind i den knusende sammenhæng, ved jeg ikke.
Guldpladens fesne fest
Man snakker i den tyske bogbranche om, at Harry Potter og 50 Shades of Grey var de sidste megasællerter. Den mere ordinære bestseller har det selvfølgelig også hårdt. Hvilket ikke betyder, at den ikke længere findes, og at den ikke stadig er en (mægtig) god forretning, men det betyder, at der er færre af den slags (mægtig) gode forretninger – og at de ikke så mægtige mere.
Det minder om forholdet i musikbranchen. Med Danmark som eksempel: I 1990’erne fik man en guldplade for 50.000 solgte eksemplarer, i dag skal man blot have solgt 10.000. Guldpladen eksisterer altså stadig; men det er klart, at festen omkring den er blevet fesen.
Er svaret datahøst?
På Rowohlt, det vel nok mest prestigiøse tyske forlag (der i øvrigt lige har skiftet direktør under nogen tumult), snakker man om, at man skal tættere på brugeren. Det kan lyde som varm luft. Men ikke hvis det bakkes op af konkrete forsøg på at omgå boghandlerne.
Man taler også om at etablere et alternativ til Amazon. Amazon, der er så meget mere end en online detail- og boghandel, for det første, og så meget mere end en logistisk maskine, for det andet, gigakoncernens hovedaktiv er sådan set, at den i massiv skala samler data om sine kunder. Og dermed bliver i stand til at tilbyde dem varer, som de knap nok anede, at de havde brug for.
Den tyske Amazon-konkurrent in spe er blot en miniudgave af mastodonten, skal det anføres, idet man udelukkende vil forsøge at etablere en online boghandel – men altså med tilhørende datahøst. Der skal ikke handles med andre varer.
Hvormed man måske allerede inden start viser, at man har misset hele pointen med sådan en størrelse.
Er svaret statsstøtte?
Også forlagsfusionerne har selvfølgelig ramt Tyskland. Og det afstedkommer i det mindste ad bagvejen noget nyt, om end jeg nok er lidt tvivlende over det langsigtet sunde i dette nye: De små forlag vil til at søge statsstøtte. Således vil man bevare mangfoldigheden på bogmarkedet.
At forlag skulle søge statsstøtte til udgivelser er i Tyskland altså en nyhed. Det siger noget om bogmarkedets (hidtidige) størrelse. Der er rig tradition for at kulturinstitutioner i øvrigt, teatre osv., nyder offentlig støtte.
“Wie lange noch?”
Det Düsseldorfbaserede Handelsblatt, der vægter økonomi og finans, som navnet antyder, har pudset selveste chefredaktøren, Hans-Jürgen Jakobs, på sagen Frankfurter Buchmesse. Hans pessimisme er ikke mindre end Bartels, men han kan i modsætning til kulturjournalisten fra Berlin ikke rigtig svinge sig op til nogen empati. Endsige svinge sig op til nogen sortmalende retirader om tweetets kortform, der som bekendt har erobret den politiske verdensscene, og som muligvis – som Bartels antyder – har sin grund i verdens nye, alitterære attitude. Eller i det mindste spejler den.
Hans-Jürgen Jakobs nøjes med at stirre stift på bogbranchens røde tal. Det skulle branchefolkene måske også selv tage og gøre, mener chefredaktøren, men: “I såvel bogbranchen som i det politiske liv, snakker man hellere om personforhold end om sagen selv.”
De “personforhold”, man angiveligt skulle interessere sig så voldsomt for, handler om den føromtalte fyrede Rowohlt-direktør Barbara Laugwitz, der er blevet erstattet af forfatteren Florian Illies. Og den “sag", man nødig snakker om, men burde drøfte til bunds, er jo så bogbranchens sørgelige forfatning. På grund af denne angivelige manglende evne til at læse skriften på væggen, “vil branchens spidser haste fra det ene møde til det andet i Frankfurts messehaller, og de vil svælge i historier som nu i den om Laugwitz og Illies, samtidig med at de håber på [via litterære agenter] at blive præsenteret for historier, de på tryk kan sælge til et væld af mennesker. Die Frage ist: wie lange noch? Spørgsmålet lyder blot: Hvor længe kan det køre på den måde?”
“Trods dalende omsætning skyer bogforlag forandringen,” lyder Jakobs konklusion.
Imidlertid: Helt blinde for den eksistentielle krise er man ikke i bogbranchen. Naturligvis. Et par forlag har valgt helt at aflyse deres traditionsrige Frankfurter Buchmesse-fester. Dermed viser de helt åbenlyst, at de store armbevægelser er annulleret, at sparetiderne er sat i gang. Og det er da en begyndelse, ikke sandt? Om end det nok kan virke både lidt kedeligt og lidt desperat.
I det mindste er det spændende tider!
Såvel den finansfokuserede Jakobs fra Handelsblatt som kulturjournalisten Bartels fra Tagesspiegel gør altså et krav om en forandret om ikke ligefrem en reformeret bogbranche gældende.
Hvilke succeser og hvilke fiaskoer skal tyskerne igennem i forbindelse med omkalfatringen? Det skal blive spændende at følge. Og måske kan den hårdt trængte danske bogbranche lære noget af de erfaringer, tyskerne gør sig. I det mindste nogle af dem.
Der lægges i ovnen til en ny omgang BogForum. Bøgerne sendes til tryk i dag. Eller i nat. Eller i morgen tidlig. Tre på én gang, så der er lidt at holde øje med. For ikke at sige: tusinde detaljer. Men med kaffe i koppen og tungen lige i munden skal det nok gå.
Mens vi venter på Godot, er det dejligt at se, at NewPub-kataloget allerede ligger klar!
Klørkonge samt forlagets chefforfatter / illustrator / bogdesigner / palleløfter m.m. er repræsenteret med hele to indlæg.
Sindssygt langt ude københavnske godnathistorier 3 er under forebredelse. Den skal være klar til BogForum om en måned.
Det går deruda'. Her er et par smagsprøver.
En ny, stor undersøgelse, der viderebringes af den tyske forlæggerbranches portal Börsenblatt, viser, at tyske børn læser meget, og at de især er glade for papirbøger. Det er dog ikke sådan, at de forsager de digitale formater, de analoge har blot en meget tydelig forrang.
Det skal siges, at det er mit klare indtryk, at iPads o.l. ikke er nær så dominerende i tyske hjem, som de er i danske. Tyskland er, set i europæisk perspektiv, forbløffende svagt digitaliseret, netforbindelser er dyre, datatrafik kører (ofte og mange steder) som en æselkærre. Det gør det generelt mindre attraktivt at orientere sig mod det digitale i landet.
Med disse forbehold in mente kan den omfattende undersøgelse alligevel vise sig at være interessant.
3300 børn blev interviewet om deres læsevaner, mere præcist om deres medievaner. Den angår de 4-13 årige.
75% læser flere gange om ugen printmedier, dvs. bøger og/eller tidsskrifter.
Når ungerne selv skal punge ud, altså spendere af deres egne sparsomme lommepenge, ligger tidsskrifter næsthøjest på listen over attraktive investeringsobjekter. På førstepladsen kommer slik og søde sager. (Det stemmer vist meget godt overens med mit eget forbrug i 1970'erne – en pose vingummibamser og Basserne, så var jeg kørende!)
Fra 6 år og op, altså når de i bund og grund selv kan læse, ser de udvalgte (og ned- eller oprundede) tal således ud: Daglig læsning: 12%, et par gange om ugen: 53%, én gang om ugen: 16%, sjældnere: 14%, aldrig: 5%.
Papirbogen dominerer tydeligt med 94% brugere i den adspurgte gruppe. Forbruget af e-bøger stiger en del (fra 6% til 18%), når vi bevæger os fra de deciderede tekstslugere over mod de mere tilbageholdne læsere.
Hvad lydbøger og hørespil angår, har vi en storforbrugende gruppe (hver dag) på 9%, mens 30% bruger mediet et par gange om ugen. 25% bruger det aldrig.
(Matematikere vil hurtigt se, at der mangler nogle tal for at nå op på 100% – læs artiklen for øvrige detaljer, jeg har blot udvalgt et par.)
De adspurgte børn havde en "god balance mellem digitale og analoge oplevelser" (hvad det end vil sige, hvem bestemmer hvad en "god balance" er?)
Never the less: Mange af dem, i omegnen af 80-90%, ville gerne være ude i det fri og være sammen med kammeraterne. Men det kan jo være, at det ændrer sig, når Tyskland kommer med på vognen / langt om længe får fedtet sig ind i den digitale raket.
Det kan også være, at det er et fromt ønske, at 80-90% længes efter at lege med kammerater i det fri. (Jo, jeg er altid skeptisk over for statistikker.)
UPDATE, 14.8.: Tak til de mange deltagere. Der er ikke brug for flere testlyttere.
Klørkonge er i gang med – i samarbejde med Dansk Sprognævn – at udvikle nogle underholdende historier om idiomer. Der er tale om lydhistorier på 7-8 min. stk., og der skulle gerne laves en serie på seks. Mindst. De kommer så ud som podcasts.
Vi er så småt i gang med at søge div. fonde om penge.
Vi har allerede en pilot klar, og vi kunne godt tænke os at nogen lyttede til den, så vi kan få et indtryk af, om den er lige så god, som vi selv render rundt og tror.
Skriv til Klørkonge via kontaktsiden, så får du et link tilsendt.
Man kan også henvende sig via Facebook.
Gælder indtil 19. juli 2018.
Det gode, gamle projekt, som Klørkonge lavede i samarbejde med undervisningsfritænkervirksomheden Sententia i 2015, blev anmeldt for ikke så længe siden i Lydbog Magasinet.
Bedre sent end aldrig!
Podcasts for poder blev lavet for ret få penge (fra Udlodningsmidlerne), og ideen var (og er) at tilvejebringe en nysgerrighed hos børn i indskolingsalderen over for de tal og bogstaver, som de skal til eller allerede har stiftet bekendtskab med. Gøre sagerne mindre tørre. Pege på noget, der ligger ud over de enkelte tal og bogstaver.
Det er ikke som sådan undervisningsmateriale, blot tænkt som et supplement til forhåbentlig mange introduktioner til sagen.
Vi har lagt vægt på et par af de skægge og pudsige historier og fakta, der knytter sig til disse vores vel nok vigtigste redskaber.
Am'arbogen har fået en såkaldt lektørudtalelse. En lektørudtalelse er den bedømmelse, som bibliotekerne giver nyudgivelser (kun nogle, ikke alle). Og den er vigtig for forlag og forfattere, imødeses altid med spænding, for det er den, de respektive biblolokalafdelinger orienterer sig efter, når de køber ind til hylderne.
Det hedder i lektøren blandt andet:
En humoristisk lille sag.
Egner sig for hele familien.
(...) Med de mange forskelligartede illustrationer kommer der hurtigt et smil på læben.
Det gode skudsmål gør så også, at ret beset fjerne biblioteker (fjerne fra Ama'r, that is) i fx Aabenraa og Holstebro og Nykøbing F har indkøbt et eller flere eksemplarer.
Man kan (på bibliotek.dk) se, hvilke biblioteker, der har den.
Ama'rkanske godnathistorier fås også på eReolen – altså som ganske gratis downlån til din ebogslæser (fx iBooks) i en hel måned.
Så kom ebogsudgaven af Ama'rkanske godnathistorier i handlen. Den er let forbedret i forhold til papirbogsudgaven – og naturligvis væsentligt billigere. Den er set til priser mellem 75 og 100 kr. Gå selv på opdagelse ude på nettet. Eller gak direkte til Saxo her og Politiken her.
Man kan klikke sig frem til et godt 30 siders langt, gratis uddrag (hentet fra bogens første sider), så man kan se, hvad det er, man går ind til.
Hvori består forbedringerne? Der er strammet lidt op på teksten her og der, og der tegnet lidt flere tegninger.
Hvad vi finder ganske vigtigt: Der er ikke rettet nogle årstal eller historiske, faktuelle sager. Trods de mange fakta, som bogen er fyldt med, har vi formået at ramme plet hver gang, eller medforfatter Trine har. Vi var lidt nervøse for, om nogle af de lokalhistorikere, vi sendte bogen til, mon fandt et eller andet, vi havde overset, men det er angiveligt ikke tilfældet. De har været glade for bogen og for konceptet som sådan.
Den fås også på eReolen. Og det er jo så ganske gratis!
Jeg var lige forbi og lure lidt på sagerne. Men jeg var der kun et par timer. Det er naturligvis alt for lidt til sådan en gigamesse!
Der var fem haller, den ene var viet mangategneserier og det glade mangafolk. Jeg mødte nogle af dem i sporvognen fra Leipzig Hauptbahnhof allerede, hvor de vakte en del opsigt med deres grønne ansigtsmalinger og kaninører og middelaldersværd og alfevinger – og hvad de ellers var udstyret med. Pudsig genre. Der var omklædningsfasciliteter i et hjørne af en af messehallerne (se foto), så de mere genert anlagte slap for at vade rundt i det offentlige rum i fuld mundering.
Hver af de fem haller havde omtrent en størrelse som Bella Centret, ok, det er måske lidt overdrevet, men alligevel! Jeg kender folk, der overnatter i Leipzig i hele messeperioden, fra torsdag til mandag, for ikke at gå glip af noget. Eller i det mindste for at prøve at nå det allervigtigste.
Jeg fandt især selvudgiverområdet interessant (se fotos). Jeg kender dem fra Berlin, Selfpublisher Verband, hedder de, og de er udbredt over hele Tyskland. De havde en stor stand med hele to oplæsningsområder foruden masser af enkeltstande. Det var meget prof. Men jeg havde ikke tid til at hænge ud, måtte ile videre ... Skulle på ferie næste dag, og jeg havde ikke fået pakket.
Desuden: Typisk for Tyskland kunne man ikke betale med kort i pølseboderne. Og jeg var sulten!
Ideer man kunne tage op i NewPub-udstillergruppen i forbindelse med Bogforum 2018: 1) Sådan en skrivevæg er da ret sjov! (Se foto.) 2) Man kan måske finde noget bedre lydisolerende materiale end de messeplader, man normalt opererer med – noget, der kan dæmpe den skraldede mikrofonlyd lidt. (Det lykkedes dem tilsyneladende meget godt på LB.) 3) (lidt uden for kategori): Der findes noget, der hedder Indie Book Day, den idé kunne man da godt planke! Den fandt sted 24. marts, og det gør den så hvert år.
Der pusles i disse dage med en ebogsudgave af Am'arkanske godnathistorier. Og den er så småt ved at være færdig.
Det har taget lidt længere tid end beregnet, fordi 1) det gør det bare altid! 2) der skulle lige tegnes lidt ekstra tegninger og justeres på andre ...
De ekstra tegninger (jeg har uploadet et par eksempler) fandt jeg nødvendige at lave, fordi ebogsudgaven leveres i et format, hvor der kun vises en (pdf)side af gangen. I en papirbog, vanligvis, og som forhåbentlig bekendt, to. Det såkaldte 'opslag' er dermed annulleret, og så blev der pludselig lidt illustrationstomt lidt for mange sider i træk. Så det var altså for at peppe pdf'en lidt op.
Ama'rkanske godnathistorier udkommer som ebog sidst i marts. Til prisen: 79,-
Mon ikke den også vil kunne lånes gratis via eReolen? Vi håber.