Klørkonge var indskrevet med et stk. repræsentant til kurset "Få hul igennem til boghandleren".
Forskellige branchefolk – fra distributør-, boghandler og forlagsledet – gjorde deltagerne klogere på, hvordan man fik sit forlags bøger ud på butikkernes hylder.
Det var ganske nyttigt. Og der var mange selvudgivere / independent udgivere til stede. Herunder en del kolleger fra NewPub-fællesskabet – så det blev også hyggeligt! (Det skaber BogForum også: Gensynsglæde blandt udstillerne, når de ses igen.)
På kurset lærte jeg bl.a., at det ikke nytter meget at forsøge at pushe sine bøger til supermarkederne. De køber stort og centralt ind. Gider ikke have noget med småforlag at gøre. Fair nok.
De mindre boghandlere derimod er til at tale med. De var hin dag repræsenteret af en veloplagt Thomas Amsinck (Bog & Idé, Charlottenlund). Hans oplæg gav blod på tanden. I hans butik ville de i hvert fald gerne snakke med mindre forlag, også forfattere, der udgav selv. Man kunne bare komme forbi.
Det var sådan set også mit indtryk fra arbejdet med afsættelsen af Aarhusianske godnathistorier. Jeg ringede for nylig rundt for at få nogle boghandlere til at tage den ind (i anledning af Kulturbyåret 2017, jo). Åbenheden og interessen hos de mindre boghandlere er ganske stor.
Derudover var der bl.a. oplæg ved Bodil Helbo (i gul jakke, se billedet), der arbejder som bogsælger, og Helle Busck Fensvig, adm. direktør hos Arnold Busck.
På fotoet ser man også en Kyoto-kop og en Amsterdam-kop.