Denne artikel blev trykt i fagtidsskriftet Forfatteren i 2009. Den tåler en gentagelse. (Billedet er forsiden af sociologen Michael Bulls bog: Sound Moves - der refereres til i det nedenstående.) 

iPodkulturen og litteraturen

Af: Boris Boll-Johansen

Jeg har det sidste års tid lavet en lille test, når jeg har færdedes i det offentlige rum. Har jeg stået i kø i bageren, i banken, navigeret mere eller mindre behændigt rundt i de offentlige transportmidler, og har jeg i den forbindelse mærket en eller anden, der kom for tæt på, så har jeg vendt mig om mod misdæderen med målrettet blik - ikke for at stirre ondt men for køligt at konstatere. Og det er næsten aldrig slået fejl: Gerningsmanden m/k har hørt musik i høretelefoner. Undtagelsestilfældene har været mennesker, der var fulde. Og der kan man bare se: Høretelefoner sætter dømmekraften, her forstået som den sociale afstandsbedømmelse, ud af spil på samme måde som alkohol. 

Det siger lidt om, hvor stor effekt de små, bærbare musikafspillere har. At de skaber en boble omkring os. Eller rettere: at de kan formå at bilde os ind, at der skabes en boble omkring os. 

Det er ikke mindst iPoden, Apples mp3-afspiller, der har medført disse ændringer. En engelsk sociolog kalder ligefrem den vidt udbredte tendens til at høre musik i det offentlige rum for "iPodkulturen".

iPoden adskiller sig fra walkmanen (og dens tallerkenagtige fætter: den transportable cd-afspiller) på den meget væsentlige måde, at man på iPoden kan have hele sit musikbibliotek liggende. Adskillige tusinde numre. Dermed kan man vælge det lydspor, der passer til situationen. Man får faktisk muligheden for at levere et soundtrack til sin egen færden. 

Ballondansen med den blonde Anette

Som bekendt kan vi ikke lukke vores ører på samme måde, som vi kan lukke vores øjne. Vi er via lydene altid udsat for en slags stemningsmæssig baggrundsstråling. Det er dette, der ændrer sig med iPodkulturen; man lader sig ikke længere 'gribe' af en stemning, eller man får i hvert fald muligheden for i en vis udstrækning at styre hånden, der griber. 

Det er en væsentlig feature ved iPoden, de større versioner af den, at man via den tilhørende software kan lave sine egne spillelister uden at flytte numrene fra deres oprindelige placering (for eksempel fra et givent album). Jeg kunne lave en spilleliste med en perlerække af de numre, vi hørte i 7. klasse, og via den kunne jeg lade mig forføre ind i en slags 'melankolsk partystemning' midt i nutidens og myldretidens raslende HT-bus. 

Det vedkommer ikke verden, at jeg sidder dér og smårocker på mit eget sæde og lader ABBA glide over i Gasolin', mens jeg mindes ballondansen med den blonde Anette, men det vedkommer verden, hvis tilstrækkelig mange mennesker ikke lader sig vedkomme synderligt af den. 

De kolde og de varme rum

Den omtalte engelske sociolog hedder Michael Bull. I sin bog Sound Moves (2007), beskæftiger han sig blandt andet med "kolde" og "varme" rum. De kolde rum finder vi ikke mindst i storbyen; det er de rum, som det tager stadig længere tid at gennemrejse, og som bliver stadig mere uinteressante for os, fordi vi ikke har noget at byde på i dem, og fordi man ikke byder os på noget, som vi finder vedkommende. Den førnævnte bustur er et nærliggende eksempel. 

De varme rum derimod er dem, hvor nogen kender os, og hvor vi selv kender nogen. Det er de intime rum, arbejdsstedet, sportsklubben, venners og familiemedlemmers hjem - og vores eget hjem naturligvis. 

Sociologen Zygmunt Bauman snakker om rum, der "semiotisk tomme". Antropologen Marc Augé ser historieløse felter i byen og kalder dem "ikke-steder", og sådan er der så mange, der fremmaler et negativt billede af byen og de alenlange transportveje igennem den, og det er alle disse forskellige billeder, som Michael Bull samler i forestillingen om de kolde rum. 

En kognitiv bilrude

Mobiltelefoner og mp3-afspillere gør, at vi nu er i stand til at gøre de kolde rum til små, varme områder. Intimiteten genoprettes, når vi samtaler med en bekendt i telefonen, eller når vi hører vores yndlingsmusik. Det er faktisk næsten som at være hjemme! 

Også bilen hjælper os til at bevare en følelse af hjemlighed i det offentlige rum. Den kan man indrette med Wunderbaum og musik, altså selvvalgte dufte og lyde. Dertil kommer, at man kan kigge ud på verden gennem en rude, hvormed verden bliver behageligt todimensional. De 'andre' er kun vedkommende som trafikanter, de er i en vis forstand ikke personer, i hvert fald ikke personligheder. Michael Bull siger faktisk, at dette at høre musik på den koncentrerede måde, som mp3-afspilleren lægger op til, svarer til at sætte en mental eller en kognitiv bilrude op foran sig - og således kan man cruise gennem byen. 

Do not disturb!

Som man har opdaget, er de omtalte 'varmeskabende'  instrumenter samtidig med til at skabe kulde. Bilen er dejlig blød inden i, men uden på er den hård og kantet, man kan støde sig ret kraftigt på den, måske ligefrem blive invalideret og slået ihjel. Den er lækker for den enkelte bilist men forøger samtidig uhyggen omkring sig. 

På samme måde er det med mobiltelefonen og mp3-afspilleren. Mobiltelefonen gør en fraværende anden mere præsent og vedkommende for den talende end dem, der faktisk er til stede. Mp3-afspilleren kan umiddelbart set virke mere hensynsfuld, fordi den isolerer brugeren så effektivt; men netop isolationen er jo samtidig et minus. Man indleder ikke en samtale med en iPodbruger. De karakteristiske hvide ledninger signalerer et tydeligt “do not disturb".
Al denne kulde øger andres lyst til at bruge løs af de individuelt varmende apparater.
Og sådan kører det.

Et godt initiativ

Det er ikke jordens undergang, det er jordens forandring. Og i stedet for at forlange gamle dage tilbage, er det værd at undre sig over, hvad denne forandring fører med sig. Og frem for alt: Kan den ikke føre noget (vi traditionelt vil anse for at være) godt med sig?

For eksempel kan litteratur på lyd jo blive et veritabelt hit. 

Forlagsbranchen er begyndt at satse ret massivt på lydbøger, og det har ganske givet været med til at få salget til at boome. 'Lydbøger' dækker teknisk set over traditionelle cd'er, de komprimerede og således mere rummelige mp3-cd'er, og det uden sammenligning mest perspektivrige tiltag: direkte download af historier til computeren og mobiltelefonen. Hvad mobiltelefonen angår, har Gyldendal i samarbejde med teleselskaberne TDC og Telmore netop udviklet et salgssystem, hvor man betaler via telefonregningen. Et godt initiativ.  

 Fantasien masseres uanset

Vi er tilsyneladende så småt ved at forstå, at litteratur ikke længere behøver at være lig med bøger. Hvis man hører en god fortælling, lærer man ganske vist ikke at læse, men hører man ordentligt efter, for eksempel fordi man er godt gammeldags opslugt, så bliver forestillingskraften både motioneret og masseret. Tilhøreren får samtidig udvidet sin horisont på den lidt abstrakte måde, at en fortælling altid etablerer mindst en stemme, mindst et synspunkt. Hvortil kommer et mere konkret forhold, nemlig at man ofte stifter bekendtskab med verdener, som hidtil var en fremmed, det være sig afrikansk farmerliv i 1930'erne eller en såkaldt underklasse på Lolland i dag. Man kan altså sige, at både fortælleren og det fortalte udvider horisonten, og videre hævde, at dette er en af fortællingens grundlæggende, dannende kvaliteter. Og disse kvaliteter mister man ikke, fordi man hører fortællingen i stedet for at læse den selv. Snarere tværtimod. 

Split bagkataloget op

Det er muligt, at jeg har stirret mig blind på iPodens og mobiltelefonens enorme muligheder, det er muligt, at jeg ser mere litterært potentiale på disse apparater end rimeligt er. Og så alligevel: Hvem er mere læseskeptiske end drenge i alderen 12-16 års alderen? Ikke mange. Der er heller ikke mange, der er bedre til at udnytte den nye elektronik, især mobiltelefonerne. Det er også derfor, at man skal lancere andre forfattere end Jørgen Leth og Hanne-Vibeke Holst, at man skal tænke ud over bestsellersyndromet. Man skal satse, skal man, lancere langt flere titler. Gøre enkelthistorier tilgængelige. Lade forfattere skrive specifikt til det nye medie. Det nytter ikke at være en stor velnæret flodhest ude på det fine web, man skal være smidig, splitte det tunge bagkatalog op i småbidder, lægge dramatiserende lyde på Gummi Tarzan, selv om arvingerne vist nok ikke vil have det (men så skal de overtales). Og man skal samtidig ned i pris. Meget ned i pris. Gerne helt derned, hvor man rammer nul. 

Premium og Freemium

Det indebærer tydeligvis et opgør med de gældende rettighedstanker, hvilket igen kræver, at man ryster posen med købmandslogikken meget grundigt. Forlagsbranchen kunne lære en del af musikindustrien, der efter en træg og angstpræget start tilsyneladende er kommet i gang med at bruge nettet (herunder mobiltelefoner med adgang til nettet) på nye skal vi sige mere rummelige salgsstrategiske måder. Det kan de blandt andet takke markedsføringsmæssigt kreative bands som Radiohead for. Gruppen lagde et helt og splinternyt album ud til gratis download. De har succes med ideen og tjener deres penge på salg af eksklusive cd-versioner og frivillige donationer. 

Amerikaneren Chris Anderson, som nogle kalder en IT-guru, beskæftiger sig i en nyligt udkommet bog endnu engang med internettet som marked. Radiohead’s forretningsmodel kalder Anderson for freemium. Princippet heri er, at et givent produkt kan erhverves i en fuldt funktionsdygtig version ganske gratis, men ønsker man en endnu bedre version, en premium-version, så skal man til kreditkortet. Mange af de gratis tjenester på nettet benytter sig allerede af denne strategi. 

Husk: Internettet er ikke et sted

Enkelte danske forlag har lavet noget, der minder om forsøg i den retning. Men det er nærmest ynkeligt, fordi man nøjes med at lægge indtalte versioner af første kapitler ud af visse bøger. Det medfører kun skuffelse, ja, gør sandsynligvis mere skade end gavn. Netsurfere husker som elefanter. Har de spildt tid med at downloade og høre, ikke bare en smagsprøve men en krumme af en smagsprøve, registrerer de stedet som fedtet og er utilbøjelige til at vende tilbage. Der skal større gavmildhed og større lyst til at eksperimentere til, hvis man vil udnytte nettets enorme potentiale. 

Og man skal for alt i verden lade være med at se det som en ny type boghandel, der er dejlig billig i drift. Det er et helt nyt sted, der kræver helt nye tænkemåder, også fordi det jo slet ikke er et sted. 

Kyl købmandslogikken væk 

Jeg læste engang en interessant tese, der angik bogen og privatsfæren, og således også vedkommer os her. Det hed, at den massefremstillede bog i rundt regnet 1500-tallet også opnåede popularitet, fordi den formåede at danne privat rum om brugeren. Bogen havde hidtil været et håndmalet udstyrsstykke, som man behandlede andægtigt og bar frem til kollektiv beundring. Men Gutenberg og hans kolleger trykte dem nu en masse, og dermed kunne praktisk taget alle erhverve sig en bog, og dermed kunne den få funktion som en slags kontemplativt instrument for den enkelte.

Jeg mener, at det var hos Norbert Elias, jeg læste det. Men jeg kunne også lade de tågede kilder ligge og henvende mig til læseren med et par simple, retoriske spørgsmål: Er det ikke rigtigt, måske, at skønlitteraturen (og den spændende, dvs. fortællende del af faglitteraturen) er fantastisk til netop dette: at slå kreds om den læsende? Og er det ikke tydeligt, måske, hvad litteraturen dermed har med iPodkulturen at skaffe, idet det jo netop her handler om at etablere et eget rum? 

Og som det ikke var nok, kan mp3-afspilleren, fordi den er blevet til en mobiltelefon over natten, nu hente historierne direkte og uden mellemled. Mens man venter på bussen. Eller sidder i den. Det forandrer forholdet til det offentlige rum, her og nu, og det kan meget vel på længere sigt forandre forholdet til litteraturen. Men uden de tre store T'er sker der ikke en fløjtende fis. Det hele handler om tilgængelighed, tilgængelighed og tilgængelighed. Lad os derfor ryste posen med den gammelkendte købmandslogik. Eller kyle den helt væk.