Det er jo næsten vemodigt. Men sådan er det vel at være forlægger, ja, måske minder det lidt om at være svinebonde i gamle dage: Det er jo godt, når slagteren kommer og henter en god portion svin, men det er også lidt trist at gå tilbage til de tomme stalde.  

Men så er det, vi smøger ærmerne på Kanvasdragten op og glæder os til at kreere et nyt kuld!

Det, jeg prøver at sige, er: Sindssygt langt ude københavnske godnathistorier II er netop blevet udsolgt. Der er 0 tilbage på lageret. Det betyder, at horder af potentielle kunder kommer til at gå forgæves. For den genoptrykkes ikke. Ærlig talt: Den har jo ikke solgt alverden de sidste år, så det ville nok tangere dårligt købmandsskab at lave et nyt oplag. Min ven svinebonden ville sikkert også rynke på næsen. Hvilket han ellers sjældent gør. 

Måske kommer der en III'er, ja, det bør der sådan set, men den udgives nok kun som ebog. 
 

Lidt lynstatus dagen derpå: Det var basically sjovt! Allersjovest var det vel egentlig at være med i fællesskabet NewPub, en herlig broget forsamling af independent udgivere. Vi skulle selv gøre det hele - ikke mindst bygge standen op fra bunden - dertil brugte vi omkring 200 paller, der skulle køres ind og fordeles og gøres ved med. Pallerne - i stabler á seks - udgjorde så hver enkelt stand. Man kunne lægge pap eller dug over og gøre, som man havde lyst, jeg valgte model pap. Det var småt med bordpladsen, men det gik.

Allerede om onsdagen, to dage før messestart, kørte jeg og et par andre paller ind, andre gik i gang med at pynte og gøre ved med (sponserede) blomster og planter, ordne el, bygge reoler op i vores lille, aflukkede lagerlokale - og mange andre ting. (Billede nr. 4 er fra opstillingen om onsdagen.) Man ikke bare fornemmer fællesskabet i den slags situationer, man ser det konkretiseret. I kulissen havde en pressegruppe, som jeg også selv har virket i, omend på falderebet og lidt i periferien, sørget for god pressedækning, og instrueret de ofte presseuvante medudstillere i, hvordan man kunne gøre, når man henvendte sig til pressen. ja, de havde sågar lagt templates til pressemeddelelser op, som folk så kunne benytte. Det gjorde folk så, angiveligt med succes, især lokalpressen her og der bed på krogen. 
(Jeg havde ikke selv henvendt mig til pressen, hvilket egentlig er lidt åndssvagt, når jeg nu fx solgte Lockouten i 13 for 10.000,- DKs dyreste, nytrykte paperback ever.) 

Primus motor i NewPub er ildsjælen Karsten Pers, der havde landet en fornuftig pris med BogForum (som gerne ville have de mange, nye småforlag ind på messen), og sandelig også havde fremskaffet en god deal med vores hovedsponsor: Toptryk i Gram. 

Mit salg? Jeg fik ikke dækket mine udgifter, men det var faktisk tæt på. 
Jeg havde lejet mig ind tre halve dage, alle dage fra kl. 10 til kl. 14, for kr. 1400 pr. dag. 

Konklusion: Jeg er helt klart på næste år også! Det er skægt at lege købmand, det er sjovt med den direkte kontakt til kunderne, der var herligt at møde kollegerne fra den upcoming indie branche, og ind imellem fik jeg besøg på standen af de backere, som jeg skyldte bøger fra den netop overståede crowfundingkampagne af Magasinet Menneske - nu som bog, medsamt familie og venner (der i øvrigt også ofte er backere).
Der var ikke altid tid til at snakke, men det var rart, at I kiggede forbi! 

En lille solstrålehistorie 1: Da jeg mødte lørdag morgen lige før kl. 10 - det vil sige, lige inden publikum myldrede ind - fik jeg overrakt en buket blomster. Intet mindre. Det var en af de søde BogForum-receptionistinder, der leverede den til mig. Den meget, meget flotte buket (se billede) viste sig at være fra min gode veninde i Norge, billedkunstner Beathe C. Rønning, og den var MED vase sgu, så hele herligheden var lige til at stille på bordet / pallen. Hun havde set på Facebook, at der manglede blomster på min stand. Go' stil!

En lille solstrålehistorie 2, aldeles connectet med 1: Da jeg gik fra BogForum søndag eftermiddag kl 14 - jeg havde kun lejet halve dage som nævnt - havde jeg en indgangsbillet i overskud. Jeg havde overset den. Jeg tænkte, at den kunne jeg da lige forære til en af dem, der var på vej til BogForum (den var immervæk 140 kr. værd). De første, jeg spurgte, havde allerede købt (netbillet), de næste havde bare været ude at trække lidt frisk luft og var på vej ind igen, men så pludselig var der bid. En kvinde med sin søn sagde: 'Jamen, den vil jeg da gerne have, hvis det er.' Hun havde hørt, at jeg netop forgæves havde prøvet at give den til nogen. 'Jamen, så er billetten din,' sagde jeg og rakte hende den. Jeg var allerede på vej videre, da hun sagde: 'Sig mig, hedder du ikke Boris?' Jeg vendte om og kiggede på hende, kunne ikke genkende hende. 
Det viste sig at være Annette - der oprindeligt er fra Norge - og som jeg engang havde mødt i København - sammen med omtalte Beathe. Mit og Annettes fælles kontaktpunkt lå altså langt tilbage i tiden - og det knyttede an til den selvsamme kvinde, der havde haft den venlighed at sende mig blomster pr. internet. Jeg havde selvfølgelig blomsterne med mig, viste dem til Annette, der grinende sagde: 'Det kan da ikke være tilfældigt det her ...'
Jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Måske findes der sådan noget som relativt instant karma after all? 

Takket være en solid slutspurt - herunder salget af incitament #10, logo placement (se evt. video for at finde ud af, hvad det går ud på) - lykkedes det at komme igennem med crowdfundingen.

Logo-pladsen kunne man købe for 12.500. Dette ene incitament stod altså for godt 2/3 af det beløb, jeg havde søgt om: 18.000.
Det er åbenlyst, at dersom incitament #10 ikke var blevet solgt, så var crowdfundingen ikke gået igennem. 

Dette er den tredje, personlige crowdfunding-kampagne, jeg forsøger mig med (jeg har CF'et andre projekter, kollektive i deres væsen), og det er ubetinget den, jeg har gjort mig mest umage med. Og alligevel har det været den, der har haft den ringeste gennemslagskraft. Det kan man se af statistikken, som man får, når projektet er afsluttet. Der har slet og ret været meget få besøgende til mit projekt sammenlignet med andres projekter, og mine egne også, på crowdfunding-platformen Booomerang. 

Jeg gider ikke konkludere noget endnu. Men jeg ved, at der skal konkluderes et eller andet. Der er ingen, der har råd til at bruge ugevis, ja månedsvis på at skrabe så få penge ind - og hvad der er helt afgørende: med så ringe respons til følge. Det slider på de kunstneriske kræfter, som selvfølgelig ikke er uendelige. 

Jeg vil mene, at det er meget, meget vigtigt, at man kun søger at crowdfunde projekter, der egner sig til crowdfunding, der er sexede, matcher formatet. Og samtidig holder sig for øje: Du ved alligevel ingenting som helst. For sådan er det med alt, der har med sagen 'offentlighed' at gøre. Det er de særeste ting, der går viralt, og det er de særeste ting, der ikke kommer i nærheden af at vække interesse. Smiley. 

Tak til alle backere! I kommer i Himmelen, det tør jeg godt love. 

Her samler jeg forskellige opslag fra bogen, den kommende. Det bliver et mix af tegneserier og tekster, illustrationer og .. sager. For sådan er magasinet skruet sammen. 

Du kommer til projektet på Booomerang her.