Lige efter nytår lancerede Mark Zuckerberg sin nye bogklub, A Year of Books. Det gjorde han med en direkte henvendelse til sine 30 mio. followers på Facebook. 

Det vakte en del opmærksomhed, for ikke at sige begejstring blandt mange bogglade. Sandelig, her var en IT tycoon, beundret af millioner af mennesker, med direkte adgang til milliarder af mennesker, der tilsyneladende fattede litteraturens potentiale. (Se skærmskuddet ovenfor.) Ville det ikke give bogverdenen som sådan et boost? Måske ligefrem vende kajakken? 

Ideen er, at medlemmer af Facebooks bogklub hver anden uge læser en ny bog og derefter diskuterer den, online forstås, på Facebook, med forfatteren. Og med hinanden. 
Man kan læse lidt mere om konceptet hos The Verge HER.

Ideen er jo god, men projektet er kommet langsomt fra start. Forleden var der træf i bogklubben. Meget få mødte op. Det vil sige blot et par hundrede. Og mange havde ikke læst på lektien og ville (derfor) hellere snakke om alt muligt andet. 
Washington Post giver to grunde til den træge start: 
1) Bogklubbens debutbog var slet og ret for usexet. Man havde valgt The End of Power af Moises Naim, en fagbog med den sigende undertitel: "Why Being In Charge Isn't What It Used To Be". Nok så interessant: 
2) Facebook blev muligvis ramt af deres egen algoritme-logik! Meldingen om, at NU åbnede bogklubben for debatten, at NU sad forfatteren klar til at modtage spørgsmål fra de mange læsere, druknede i den øvrige FB-nyhedsstrøm. For ikke at sige: i FBs mudrede flod af nyhedspællemælle. 

Men det sidste problem skulle Zuckerbergs stab vel nok være i stand til at løse. Mon ikke de kan blæse en fluorescerende redningsbåd op til chefens egen, lille klub? 

Det begynder at ligne noget. Og dette omslag - en kopi af det, grundliggende således udseende, men med få justeringer - kan sendes til de backere, der egentlig havde tænkt sig at forære et eksemplar af min bog til nogen i julegave. Så er der lidt at lægge under træet. Backerne har fået direkte besked herom pr. mail. 

Hvis du ikke ved, hvad Lockouten i 13 er for en størrelse, kan du se mere HER. 

SVAR: I princippet - i det mindste: En ny ebogsbutik, netop åbnet i Tyskland.

Sascha Lobo er ikke en hvem som helst i den tyske IT-verden. Netop fordi han rækker et stykke ud over den. Han gør sig godt på tv med sit røde punkhår, eller skal vi hellere kalde det: sit stiliserede strithår. Sin irokese, som det hedder. Han er ikke et af de sædvanlige blålys, som IT-verdenen vist nok fostrer en del af, han orker faktisk at reflektere over internettet. Det er selvfølgelig også derfor, han er så efterspurgt af medierne.

Senest har han skrevet bogen Internet – Segen oder Fluch? (Internettet – velsignelse eller forbandelse?)

Når Sascha Lobo i forening med nogle visionære typer fra sit eget bagland slår sig sammen med nogle af de tunge aktører i den tyske forlagsverden, er der grund til at ofre sagen opmærksomhed - hvilket lige netop var, hvad ugemagasinet Spiegel gjorde i oktober måned (#41 / 2014).

Det er den artikel, jeg refererer fra i det følgende. Man kan læse den online her.

SOCIAL BOOKS – EN INTERESSANT KOMBI

Sascha Lobo, hans tre kolleger og altså et par af de store forlag, ønsker at lave en forretning ud af symbiosen mellem det sociale netværk og litteratur. I navnet Sobooks ligger allerede en halv forklaring: Social Books.

Det er en ebogshandel med en udvidet læserinddragelse.

Sobooks er netop åbnet, og det er for tidligt at sige, om ordningen fungerer i praksis, og især: om den er en succes. En hurtig rundtur virkede ikke overbevisende på mig - men det er sådan set lige meget. Lad det nu blot handle om visionerne. Dem er der mange af.

FORSKELLE I OVERBLIKSFORM

Hvad er det, der adskiller Sobooks fra de allerede kendte ebogsbutikker?

1. Man vil tilstræbe, at brugerne (et langt stykke hen ad vejen) kan støve omkring i bogsamlingen som i en normal boghandel.
2. Man kan dele det interessante, man måtte støde på, citater og afsnit - også inden handel - med vennerne på de (øvrige) sociale medier.
3. Kommentarfelterne er - hvis man ønsker det - fyldige i en grad, så de omtrent smelter sammen med litteraturen.
4. Sobooks vil løbende foretage en indsamling af smagstendenser, der bl.a. senere kan danne baggrund for konstruktion af – litteratur.

HOPPER MED PÅ EBOGSBØLGEN

Det er nogle meget store, tyske forlag, der er gået med på legen: Goldmann, Heyne, DVA, Rowohlt samt Hoffmann und Campe. De tre første er ejet af Random House, der er et af de største forlag i verden. (Det har hovedsæde i München og ejer desuden en merpart af forlaget Penguin Books.)

Ebogsmarkedet udgør i Tyskland godt 4% af bogsalget, og det tal er - keine Überraschung - stigende. Tyskerne har dog stadig langt op til fx USA og England, hvilket denne graf tydeliggør.

Sobooks har ingen planer om at lave deres egen eboglæser, som nu fx Kindle, eller den tyske pendant Tolino. Ebogslæseren er allerede overflødig, mener Sascha Lobo; man kan nøjes med at læse på de eksisterende skærme: tablets og smart phones.

”LOOK INSIDE”-KONCEPTET

Sobooks tilbyder et mere generøst ’bladrings-system’ end i de normale ebogsbutikker og streamingtjenester, for så vidt man hos Sobooks selv bestemmer hvilke sider, man vil checke ud, inden man køber. Dette for at komme så tæt på bladringssituationen i boghandlen som muligt. Der er dog selvklart begrænsning på – max 8 sider.

Hvor vigtigt det er, at man selv kan vælge, hvilke sider man vil lure i, ved jeg ikke lige. Det har sådan set aldrig generet mig, at Amazon dikterer, hvad det er, jeg får at læse i deres ”Look inside”-koncept. Man kan fint danne sig et indtryk af sværhedsgrad og skrivestil på de første sider. Hvor jo også den essentielle indholdsfortegnelse gerne befinder sig.

Så vidt selve butikken. Som vel ikke virker voldsomt fornyende. Men hvad så med den sociale side af sagen, hvad sker der her?

En hel del mere.

LÆSERKOMMENTARER ER KONGE 

Hovedattraktionen i det sociale aspekt ligger i, at kommentarfeltet er kraftigt udvidet. Altså inde i ebogen. Man kan kommentere og like og kommentere kommentarerne. Moderatorer sørger undervejs for en sober tone.

Man sidder således med en fod inde i den digitale, sociale verden, når man læser sine ting i Sobooks-regi. For nogle lyder det måske forfærdeligt. Men det gør det givetvis ikke for alle. Og måske slet ikke for de nye læsere, de yngre generationer. Det skal selvfølgelig siges, at man kan fravælge denne mulighed og nøjes med at læse 'for sig selv'.

Jeg tror, det kan betale sig at se sagen over tid: Hvis der om tre år knytter sig 1000 kommentarer til Forbrydelse og straf, hvilket ikke er en umulighed i det tyske sprogrum, kan man måske vælge at følge to-tre begavede litteraters kommentarer plus en studiekammerats plus - måske mere af høflighedsgrunde - en onkels.

VIRALITET ER GODT FOR BUSINESS

Det foreslås konkret i artiklen, at man kan tilkøbe fx en kendt finansmands kommentarer til Karl Marx' Kapitalen. Det er nok mest ment for sjov. Men hvis vi overfører ideen til dansk, og måske tager den lidt mere seriøst, kan man for eksempel forestille sig Lykke-Per tilsat et kommentarspor af Ida Jessen. (Hvilket jeg nævner, fordi hun lige har skrevet forordet i en genudgivelse af værket.)

Kommentarerne optræder som en art regibemærkinger, og man kan som nævnt vælge dem til og fra. Og reagere på dem. Og dele dem på fjæsen, hvis det er det, man vil. Og så fremdeles. Det handler om viralitet. Og det handler om, at boghandlen Sobooks ikke bare bereder denne viralitet, men også nyder godt af den, for jo flere, der snakker om bøgerne, jo flere sælger de.

Det ser ud til, at vi skal vænne os til at se (mulighederne i), at tekster bliver blandet med andre tekster. At det sociale rum træder langt ind i den højhellige litteratur.

NET-BERØMTHEDER STYRER

”Førhen handlede det om at få en anmeldelse i Frankfurter Allgemeines kultursektion, i fremtiden bliver det en blogpost fra en indflydelsesrig net-berømthed”, siger Sascha Lobo.

Jeg ved ikke lige, hvor tillokkende sådan en "net-berømthed" lyder. Men det skal måske her forstås som en litterat, der har formået at følge med tiden og som via talrige, begavede blogposts har skabt sig et navn. Det er så den positive udlægning.

Man skal i den forbindelse holde sig et fænomen, en omstændighed for øje, som sådan set ikke berøres i artiklen, nemlig at stadig flere akademikere benytter sig af nettet til at skabe en alternativ akademisk karriere. Eller at igangsætte en mere traditionel. Eller at supplere det ene med det andet. Og det er den slags mennesker, deres refleksioner, Sobooks kan opsuge.

Der er lagt i ovnen til en ny, litterær struktur, forstået som et siderum måske, i den litterære om ikke ligefrem i den kulturelle institution. Den er naturligvis ikke tilvejebragt af Sobooks alene, men det er en tendens, som Sobooks ligger i forlængelse af. Og der ligger en større forretningsmæssig styrke i dette "forlængelse af", end i en alenegang.

AT INDSAMLE DATA ER AT INDSAMLE FORBRUGSMØNSTRE 

De ’rigtige’ sociale medier gør det, og Sobooks vil også med på vognen: at indsamle og gemme forbrugernes adfærdsmønstre. Det kan meget vel vise sig at blive den mest lukrative del af virksomheden. Så er der noget at sælge videre til netboghandlerne. Hvis man da ikke vælger at beholde al data selv, for netop dermed at styrke sin egen butik.

Man skal jo ikke være blind for, at det er der, i indsamlingen af data, de sociale mediers største aktiv ligger. Man stiller ikke chatrooms og billedbytningstjenester, og hvad ved jeg, til rådighed for at fremme demokratiet eller livskvaliteten, og man udstyrer ejheller ebøger med kommentarfelter for at fremme litteraturen - det er en forretning.

På Sobooks skal man dog angiveligt kunne gå i stealth mode, hvis man ønsker det. Altså trykke på en art "usynlighedsknap”. Det er meget tysk. De er hundeangste for alt, der lugter af overvågning.

LITTERATURENS SVAR PÅ NETFLIX 

Du kender sikkert tv-serien House of Cards. Den bliver produceret af Netflix, og streamingtjenesten turde kun kaste sig ud i det omfattende projekt og ikke mindst i den betydelige investering, fordi de havde læst på lektien, det vil sige: deres brugeres adfærdsmønstre. House of Cards er designet, så den passer til brugernes smag. Og om føje år er der altså heller ikke noget i vejen for, at man kan lave en litterær bestseller på den måde. I og med data fra Sobooks-brugerne.

Det gammeldags forhold til kunsten er passé. Det er spørgeskemaerne også. Du røber meget mere om din smag, når du (igen) browser rundt i afdelingen for gamle Bruce Willis-klassikere, end når du sætter kryds i diverse rubrikker i den lange liste over "de vigtigste film de sidste 50 år". For det er vel egentlig først der, du kommer i tanke om Pasolini og Truffaut og Tarkovsky.

RADIKALT RØRE I ANDEDAMMEN

Mange betragter vist nok stadig "nettet" som værende "smart", fordi man så kan sidde hjemme og bestille sin bog eller sin ebog. Men det er ikke i den slags småting, litteraturen har sine egentlige udfordringer og sine enorme muligheder.

Hvilket et tiltag som Sobooks synliggør. Uanset om det slår an i første runde eller ej.

Lykkes det ikke for dem, lykkes det sikkert for Amazon. 

Aarhusianske godnathistorier er netop kommet på eReolen. 
På ehylderne står allerede Sindssygt langt ude københavnske godnathistorier I og II, så nu er der altså i alt tre Klørkonge-bøger at vælge imellem.

Aarhusianske godnathistorier fik fem stjerner i Aarhus Stiftstidende og fire hjerter i Politiken. Bogen adskiller (også) fra andre bøger ved at være crowdfundet fra ende til anden. Man kan følge crowdfundingforløbet på den gamle blog her. 

Hvis man nu skulle have glemt, hvad eReolen er for en størrelse, så har Poltiken lige her en aktuel artikel om ordningen. Og ikke mindst: Om de sædvanlige problemer med den. De store forlag vil jo ikke være med. Og det kan vi andre så gå og hygge os over. Eller kan vi? Det er jo ikke godt, at udlånet af ebøger ligefrem falder! Det er unaturligt, for så vidt salget af ebøger er støt stigende.