En sjov opgave tikkede ind i løbet af sommeren: At videreudvikle historier om en figur, som M/S Museet for Søfart allerede bruger: Kaptajn Storm og hans papegøje Diego. De har været brugt som en art introduktionsfigurer for børn i alderen 5-9 år.
Min opgave lød: Skriv fire historier om kaptajnen, tegn tegninger hertil, sæt det hele sammen og gør det printvenligt. Det er meningen, at fx børnehavebørn inden et besøg på museet således får øget deres nysgerrighed. Pædagoger skal læse historierne højt for børnene og undervejs og efterfølgende snakke med dem om det, der foregår i fortællingerne.
En udmærket idé!
Jeg har gjort Kaptajn Storm til en flittig fortæller af røverhistorier. Jeg har også introduceret to unger, Anna og Oscar, der elsker kaptajnens historier.
Temaerne er pirater, havnen, containerskibe, færger.
Her bringes lidt skitser (de fleste stadig i sort/hvid). Der bliver nok i alt 18 A4-sider. Projektet ventes færdigt til efterårsferien, 2017.