Sidste del af eksperimentet er nu fuldbragt, og man kan købe Lockouten i 13 som ebog.

Den koster ca. 70 kr. – man finder en liste over forhandlere og priser her. (Den fås endda til sølle 60,- som 'Plusbog'.)
Den er med vilje sat billigt til salg, ca. 50 kr. lavere end nye, danske ebøger af tilsvarende længde, og det skyldes, at jeg som selvudgiver har få udgifter, fx til firmahusleje, og i erkendelse af, at det selvfølgelig kræver lidt ekstra mod af den potentielle køber at investere i en bog, som han eller hun sandsynligvis næppe nogensinde har set omtalt. 

Der er af samme grund lagt en del kapitler ud til gratis download. Man finder dem i ebogssystemet, inden man trykker på 'køb løs'. Men også på min gode gamle Lockouten i 13-blog ligger der omfattende tekstuddrag. Bloggen er ikke længere aktiv, men den er værd at besøge alligevel.

Et max oplag på 126 stk. 

Som man måske husker, er Lockouten i 13 blevet til på noget særprægede vilkår. Romanen blev crowdfundet. Jeg har prøvet at crowdfunde et par gange før, så det er der ikke i sig selv noget vildt i, nej, det vilde er, at den kom kun i det antal, der var backere til. Eller eksklusive forhåndskøbere, som backerne dermed forvandlede sig til. ('En backer' er i crowdfundingsproget en, der støtter en given crowdfundingkampagne.) 

Jeg lavede en low key kampagne, fx var der ingen video.

En vigtig del af aftalen med backerne / forhåndskøberne lød, at bogen ikke ville blive genoptrykt i forfatterens levetid. Til gengæld ville den på et tidspunkt udkomme som ebog. Og det er så det, der nu er sket. Et år efter udgivelsen af den fysiske bog (der udkom i et oplag på 126 stk.)
Det er både bombastisk og lidt løjerligt det hele, men sådan er det med konceptuelle eksperimenter. De er bygget til at sætte sagen på spidsen. 

Man bedes bemærke, at det eksperimentelle ligger på udgiversiden, ikke på tekstsiden. Romanen er lige til at gå til. Her er et par læserreaktioner: 

“Jeg læste Li13 i sommerferien og morede mig rigtig godt undervejs. Der er en tydelig fanden i Bollsk tone hele vejen igennem, som jeg holder rigtig meget af.” - Mikkel, ca. 45 år.

(…) det jeg synes er befriende og skægt ved Lockouten [i 13] er at du beskriver så underfundigt og rammende og tvister sproget så jeg sad og småklukkede under hele læsningen. Den blev hele tiden afbrudt af at [min mand] skulle have at vide hvad jeg nu grinede af.” - Eva, ca. 70 år.  

“Det eneste problem ved læsningen var at jeg det meste af tiden har siddet i en stillekupé og således har måttet undertrykke en højlydt klukken. Sjove dialoger og forfatterkommentarer.” - Anne, ca. 35 år.

“Imponerende, fordi den jo nærmer sig en mursten, men også imponerende, fordi ideen og plottet med lockouten som afsæt er godt tænkt, og du har jo lavet et researcharbejde, der er af journalistiske dimensioner (...) Det er hylende morsomt, og humoren er jo ledetråden - så meget, at segmentet, du skildrer, velsagtens næsten din egen generation, næppe kan andet end le, selv om du hænger dem kraftigt ud. De bliver virkelig taget på kornet. (...) Udover dialogerne giver handlingsforløbet så mange billeder på nethinden, at den må være guf for den rette instruktør.” - Anne-Birthe, ca. 65 år.

Et par tanker i punktform

• Lockouten i 13 blev efter udgivelsen stemplet og signeret, som var der tale om et litografi. Og vi snakker immervæk om en paperback, trykt på det billigste papir overhovedet. Jeg opgraderede altså værdien af bogen ved at limitere oplaget. Hvilket er spas i en tid, hvor der sprøjtes bøger ud. 
• Denne luksus kan jeg tillade mig, fordi jeg er selvudgiver, eller indie publisher, som det også hedder, og dermed styrer hele processen selv. Lockouten i 13 er selvudgiverbølgens positive udkomme taget på kornet, for når man selv ejer alle rettigheder til kulturproduktet, kan man gøre med det, som man har lyst. Dermed også eksperimentere mere radikalt og i hvert fald på andre måder end de gængse forlag, selv de mindre af slagsen. 
• Papirbogen var til salg på BogForum 2016 på forlaget Klørkonges egen stand. Den stod på rød filt i en nydelig osteklokke, der gjorde det ud for en museal montre – og flashede det nydelige prisskilt: 10.000 kr. At Lockouten i 13 blev sat til salg på den måde, som en art musealisering og med en skabagtige prissættelse, skyldtes et ønske om at kreere en vaskeægte kunstboble. De mennesker, der havde (forhånds)investeret i bogen kunne i og med osteklokke-show off'et konstatere, at deres mere end to år gamle investering ud i det halvblå nu allerede havde båret svulmende frugt! (Da crowdfundingen stadig pågik kunne man købe et eksemplar for 150 kr. Afkastet er – jeg ved det ikke – men det er mange, mange procentpoints stigning, der her er tale om. Man skal formentlig tilbage til eventyret med Apple-aktierne for at finde en tilsvarende eksorbitant værdiforøgelse.)  
• Et (rimeligt) spørgsmål i forbindelse med eksperimentet har lydt: "Hvor meget regner du egentlig med at tjene på den bog?" (Underforstået: "Det kan du jo ikke leve af?!") Og jeg har svaret: Tjah, jeg ender vel med at tjene 5000 kr på det hele. I sidste ende. Hvis bølgerne går højt. Og det er jo ikke meget, når det i arbejdstid har kostet sådan noget som to årsværk (inkl. skrivning, crowdfunding, distribution, tilrettelæggelse af papirbog og ebog). Og det opfølgende spørgsmål har da lydt: "Er det ikke en lidt dyr joke at lave?" Og jeg har svaret: Jo da! Men havde jeg nu udgivet bogen på et fint forlag – og det mener jeg bestemt, at den kunne være blevet – hvor meget havde jeg så tjent? Ikke ret meget mere end 5.000 kr.! Og om det så var 20.000 eller endda 40.000 kr., jeg havde tjent, så ændrer det jo egentlig ikke ved særlig meget, eftersom det vel kan være lige meget, om min timeløn er 50 øre eller 2 kr.. Summa summarum: Da man kan jo alligevel ikke leve af skrive bøger i DK, kan man lige så godt eksperimentere på livet løs. Men det er der for få, der gør. Hvorfor?Jeg ved det ikke. Men jeg gætter gerne: Fordi de er bange for at falde uden for den gængse litterære cyklus, hvorinde bl.a. legaterne befinder sig.
• Den litterære cyklus, eller den litterære verden, hvad er det? Det kan man snakke længe om. Men mon ikke, man kan blive enige om, at i det mindste disse fem institutioner er ret centrale: Forlagsvæsenet, bibliotekerne, legatvæsenet, boghandlerne, anmelderiet. Alle i DK, der professionelt har med bøger at gøre, forholder sig på en eller anden måde til disse fem institutioner. Men da det ikke går overvældende godt for bogbranchen, eller lad os bare sige, at der er plads til forbedringer, kan der være en idé i at skrive, udgive og distribuere en bog, der smyger sig udenom disse fem knæsatte, litterære institutioner. Altså udgive en rigtig bog – der imidlertid er forkert på alle mulige andre måder. (Hvad forlagsvæsenet angår: Jeg er mit eget forlag og således næppe et væsen. Hvad bibliotekerne angår: Bogen er ikke til salg, derfor kan bibliotekerne heller ikke anskaffe sig den. Hvad legatvæsenet angår: Den er finansieret af backerne (og af alle mulige forfatter-bijobs selvfølgelig!). Hvad boghandlerne angår: Bogen er som sagt slet ikke til salg, så boghandlerne har slevklart ikke meget at skulle have sagt i den forbindelse. Og hvad anmelderiet angår: De dyrebare papirbøger er ikke sendt til nogen avisredaktioner, da de fleste anmeldere jo alligevel smider bøgerne i papirkurven (eller de lusker ned og sælger dem i det nærmeste antikvariat for at supplere deres ringe indkomst). Heller ikke ebogen sendes til nogen anmeldere; jo, hvis de specifikt og af egen drift beder om den, så kan det være, jeg forbarmer mig.)
• Hvorfor al denne virak? Hvad er der i vejen med bogverdenens fem søjler? Det er det i vejen med dem, at man nu har gloet på dem alt for længe. Og at de tilbedes alt for intensivt. Eller i det mindste med den type intensivitet, der ligger i den indgroede vane og i massens stirren. Men kammerater; vi lever i en digital tidsalder, og det betyder bl.a. øget frihed. Og jeg vil i den forbindelse gerne introducere begrebet Adobe-generationen, altså kunstnere, der udnytter, at man i og med Adobe-programmerne (PhotoShop, InDesign, Illustrator, After Effects etc.) kan producere egne film, bøger, podcasts etc. Og distributionen? Den varetager nettet. – Hvorfor ikke?
• Nå, men hvis vi skal lande den her lidt blødt, kan vi sige: I det mindste skal der være mere af det andet. For det første er der så rigeligt af. Selv agter jeg at gøre begge dele, altså ind imellem skide på institutionen, andre gange (som alle andre) lefle for den. 
• Hvis man med dette eksperiment kan opgradere ebogen (ebogssalget er relativt set faldende p.t.), så ville det jo også være herligt, fordi det stiller de uafhængige publicører og deres uafhængige publikationer friere. Ikke at det er dyrt at fremstille papirbøger efterhånden, og ejheller at få dem distribueret, men der er dog nogle forhandlerled og teknikerled, der kan spares væk, hvis man udgiver teksten som den rene, digitale vare.