Sidste del af eksperimentet er nu fuldbragt, og man kan købe Lockouten i 13 som ebog.

Den koster ca. 70 kr. – man finder en liste over forhandlere og priser her. (Den fås endda til sølle 60,- som 'Plusbog'.)
Den er med vilje sat billigt til salg, ca. 50 kr. lavere end nye, danske ebøger af tilsvarende længde, og det skyldes, at jeg som selvudgiver har få udgifter, fx til firmahusleje, og i erkendelse af, at det selvfølgelig kræver lidt ekstra mod af den potentielle køber at investere i en bog, som han eller hun sandsynligvis næppe nogensinde har set omtalt. 
 

Der er af samme grund lagt en del kapitler ud til gratis download. Man finder dem i ebogssystemet, inden man trykker på 'køb løs'. Men også på min gode gamle Lockouten i 13-blog ligger der omfattende tekstuddrag. Bloggen er ikke længere aktiv, men den er da værd at besøge alligevel, skulle jeg mene.

Et max oplag på 126 stk. 

Som man måske husker, er Lockouten i 13 blevet til på noget særprægede vilkår. Romanen blev crowdfundet, det har jeg prøvet et par gange før, så det er der ikke i sig selv noget vildt i, nej, det vilde er, at den kom kun i det antal, der var backere til. Eller eksklusive forhåndskøbere, som backerne dermed forvandlede sig til. (Backerne er dem, der støtter en given crowdfundingkampagne.) 

Jeg lavede en low key kampagne, fx var der ingen video.

En del af den kontrakt, jeg tegnede med backerne / forhåndskøberne, lød, at bogen ikke ville blive genoptrykt i forfatterens levetid. Til gengæld ville den på et tidspunkt komme som ebog. Og det er så det, der nu er sket. Et år efter udgivelsen af den fysiske bog, der udkom i et oplag på 126 stk. Og dermed bliver det altså.
Det er både bombastisk og lidt løjerligt det hele, men igen: Sådan er det med konceptuelle eksperimenter. De er bygget til at sætte sagen på spidsen. 

Man bedes bemærke, at det eksperimentelle ligger på udgiversiden, ikke på tekstsiden. Romanen skulle være lige til at gå til. (Omend den er blevet lige lovlig lang: 412 sider, jeg havde håbet og regnet med ca. 300, og man skal ikke kunne udelukke, at dersom jeg havde haft en redaktør på (hvilket jeg vil investere i fremover), så var der blevet skåret en del i teksten (men altså, stadig væk: Den skulle være lige til at gå til.))  

Et par tanker i punktform

• Med dette eksperiment opgraderer jeg den fysiske bog, altså bogen som objekt. Lockouten i 13 blev efter udgivelsen stemplet og signeret, som var der tale om et litografi. Og vi snakker immervæk om en paperback, trykt på det billigste papir overhovedet. Jeg opgraderede altså den usle paperback ved at limitere oplaget. Hvilket er spas i en tid, hvor der sprøjtes bøger ud. 
• Denne luksus kan jeg tillade mig, fordi jeg er selvudgiver, eller indie publisher, som det også hedder, og dermed styrer hele processen selv. Lockouten i 13 er selvudgiverbølgens positive udkomme sat på spidsen. Når man selv ejer alle rettigheder til kulturproduktet, kan man gøre med det, som man har lyst. Dermed også eksperimentere mere radikalt og i hvert fald på andre måder end de gængse forlag, også de mindre af slagsen. 
• Papirbogen var til salg på BogForum på forlaget Klørkonges egen stand – den stod på rød filt i en nydelig osteklokke, der gjorde det ud for en museal montre – og flashede det nydelige prisskilt: 10.000 kr. (Der var rimeligt nok ingen kunder, der bed på!) At Lockouten i 13 blev sat til salg for så høj en sum, skyldtes jo dels, at jeg gerne ville sikre mig, at ingen købte den (for dermed ville jeg bryde kontrakten med backerne (der ville dog næppe tale om 'almindelig handel', men lad det nu ligge)). Hvad jeg imidlertid morede mig over, var, at jeg med den lille musealisering / skabagtige prissættelse lavede en bette kunstboble, i princippet på samme måde som gallerier søger at manipulere med visse kunstneres marekdsmæssige værdi, nemlig ved at prissætte deres værker højere end markedet (aktuelt) tillader. Dermed kan de blæse prisen op / holde den vedlige og således undgå at den pågældende kunstner oplever en deroute. De mennesker, der havde (forhånds)investeret i bogen kunne i og med osteklokke-show downet konstatere, at deres mere end to år gamle investering ud i det halvblå nu allerede havde båret svulmende frugt! (Da crowdfundingen stadig pågik kunne man købe et eksemplar for 150 kr. Afkastet er – jeg ved det ikke – men det er mange, mange procentpoints stigning, der her er tale om. Man skal formentlig tilbage til eventyret med Apple-aktierne for at finde en tilsvarende eksorbitant værdiforøgelse.)  
• Et (rimeligt) spørgsmål i forbindelse med eksperimentet har lydt: "Hvor meget regner du egentlig med at tjene på den bog?" (Underforstået: "Det kan du jo ikke leve af?!") Og jeg svarer: Tjah, jeg ender vel med at tjene 5000 kr på det. Hvis bølgerne går højt. Og det er jo ikke meget, når det i arbejdstid har kostet sådan noget som to årsværk (inkl. skrivning, crowdfunding, distribution, tilrettelæggelse af papirbog og ebog). Og det opfølgende spørgsmål kan da rimeligvis lyde: "Er det ikke en lidt dyr joke at lave?" Og jeg svarer: Jo da! Men havde jeg nu udgivet bogen på et fint forlag, og det mener jeg bestemt, at den kunne være blevet, hvor meget havde jeg så tjent? Ikke ret meget mere end 5.000 kr.! Og om det så var 20.000 eller endda 40.000 kr., jeg havde tjent, så ændrer det egentlig ikke ved særlig meget, kan det ikke være lige meget om min timeløn er 50 øre eller 2 kr.? Det vil jeg mene. Summa summarum: Da man kan jo alligevel ikke leve af skrive bøger i DK, kan man lige så godt eksperimentere på livet løs. Men det er der for få, der gør. Hvorfor?Jeg ved det ikke. Gæt: Fordi de er bange for at falde uden for den gængse litterære cyklus, hvorinde bl.a. legaterne befinder sig.
• Den litterære cyklus, eller den litterære verden, hvad er det? Det kan man snakke længe om. Men mon ikke, man kan blive enige om, at disse fem institutioner i det mindste er ret centrale: Forlagsvæsenet, bibliotekerne, legatvæsenet, boghandlerne, anmelderiet. Alle i DK, der professionelt har med bøger at gøre, forholder sig på en eller anden måde til disse fem institutioner. Men da det ikke går overvældende godt for bogbranchen, eller lad os bare sige, at der er plads til forbedringer, kan der være en idé i at skrive, udgive og distribuere en bog, der undsiger eller i det mindste undgår i betydningen smyger sig udenom disse fem knæsatte, litterære institutioner. Altså udgive en rigtig bog – der imidlertid er forkert på alle mulige andre måder. (Hvad forlagsvæsenet angår: Jeg er mit eget forlag og således næppe et væsen. Hvad bibliotekerne angår: Bogen er ikke til salg, derfor kan bibliotekerne heller ikke anskaffe sig den. Hvad legatvæsenet angår: Den er finansieret af backerne (og af alle mulige forfatter-bijobs selvfølgelig!). Hvad boghandlerne angår: De kan jo ligesom ikke sælge den, idet (papir)bogen som nævnt mange gange ikke er til salg. Og hvad anmelderiet angår: De dyrebare papirbøger er ikke sendt til nogen anmeldere, de fleste smider dem jo alligevel i papirkurven, eller de lusker ned og sælger dem i det nærmeste antikvariat, og hvad ebogen angår: Den bliver heller ikke sendt til nogen anmeldere. Jo, hvis de specifikt og af egen drift beder om den, så kan det være, jeg forbarmer mig.)
• Hvorfor al denne virak? Hvad er der i vejen med bogverdenens fem søjler? Det er det i vejen med dem, at man nu har gloet på dem lidt for længe. Og at de tilbedes lidt for intensivt, med al den kraft, der ligger i vanen. Jeg tænker af og til, at kunsten er blevet så rigidt institutionaliseret, at den er blevet kedelig. Men kammerater; vi lever i en digital tidsalder, det betyder bl.a. en øget grad af frihed. Og jeg vil i den forbindelse gerne introducere begrebet Adobe-generationen, altså kunstnere, der udnytter, at man i og med Adobe-programmerne (PhotoShop, InDesign, Illustrator, After Effects etc.) kan producere sine egne film, bøger, podcasts etc. Og distributionen? Den varetager nettet. Hvorfor ikke?
• Nå, men hvis vi skal lande den her lidt blødt, kan vi sige: I det mindste skal der være mere af det andet. For det første er der så rigeligt af. Selv agter jeg at gøre begge dele, altså ind imellem skide på institutionen, andre gange som alle andre lefle for den. 
• På falderebet: Ok, dersom man lige kan opgradere ebogen (ebogssalget er relativt set faldende p.t.), så ville det jo også være herligt, fordi det stiller de uafhængige publicører og deres uafhængige publikationer friere. Ikke at det er dyrt at fremstille papirbøger efterhånden, og ejheller at få dem distribueret, men der er dog nogle forhandlerled og teknikerled, der kan spares væk, hvis man udgiver teksten som den rene, digitale vare.