
Slotsholmen kender vi jo: Det er der Christiansborg ligger. Og mange af ministerierne. Og Højesteret og Det Kgl. Bibliotek. Og mange andre statelige bygninger og institutioner.
Jovist, der er en grund til, at den lille ø har fået det dramatiske tilnavn "Magtens Ø"!
Men denne video handler om nogle af de skjulte historier, man finder der, lige midt i hjertet af København. Og de tager udgangspunkt i Hofteatret, der senere blev til teatermusum: Teatermuseet i Hofteatret, nemlig.
Videoen lavet for Teatermuseet i Hofteatret. Den er støttet af Fonden Jørgen Hansen Kochs Mindelegat.
(Jørgen Hansen Koch var den arkitekt, der omdesignede hofteatret, så det den dag i dag fremstår i funklende biedermeierstil.)
Det startede i 2001 med en bog. Derefter kom der podcasts – og flere bøger. Og nu rammer de så også det lille lærred: De populære historier i serien Sindssygt langt ude københavnske godnathistorier.
Der er tale om en art filmaterisinger af de gode, gamle podcasts (der for størstedelens vedkommende blev lavet i årene 2006-12).
'Filmatiseringer' skal bestemt tages med et gran salt: Det vigtige er stadig lydsporet. På den visuelle side finder vi blot mere eller mindre tilfældige sager fra Klørkonges grafiske lager. Det kan være tegninger fra den oprindelige hjemmeside – eller hele undersider – det kan være fotos fra Bogforum gennem årene, postkort, plakater, skitser til det ene og det andet. Klistermærker og bannere, bogillustrationer og omslag. Der er sådan set nok at tage af.
Der er i alt 14 historier. De lægges op løbende.
Det kan være en god idé at abonnere på Klørkonges kanal på YouTube, så bliver man automatisk opdateret.
Udover den, der vises her, Ingolfianernes garage, er der fx også:
Agent N.N.
Det franskeste af alle ord
De skotske boretrolde
Denne video er lavet over en af fortællingerne i Ama'rkanske godnathistorier. Bogen, der består af 24 fortællinger, hvoraf halvdelen er det rene løgn.
Det er fra den sidstnævnte afdeling at "Guldblommevej" er hentet.
Filmen er en collagefilm, der består af ca. 50 tegninger.
Boris Boll-Johansen har skrevet, indtalt, tegnet og redigeret historien. Indtalingen foregik i Bossy Bos studie.
Her er ni "atomfilm". De gør det nemmere at lære om, hvad de små størrelser er for en størrelse.
”Kære elev!”, står der under hver af de ni kortfilm som man finder på youtube. ”Skal du til eksamen i morgen, og har du slet ikke styr på atomerne? Så sæt dig ned, stram selerne, og se filmene med det samme.”
Der er en fin omtale i Folkeskolen.
Og her er et uddrag af pressemeddelelsen:
"Atomfysik er ikke det nemmeste stof i udskolingen. Men nu er der hjælp at hente. I ni korte film hegler onkel John unge Hannibal igennem pensummet for fusion og fission, inden han skal til eksamen dagen efter. Og det er en indsprøjtning, der ser ud til at virke."
Projektet er støttet af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings udlodningsmidler.
Filmene varer 5-10 minutter hver, og består af en unik blanding af fortællende animationer, grafik, simulationer, montage og skæve dialoger mellem den unge Hannibal og onkel John, der synes at vide meget om emnet.
De færdige film er forbavsende simpelt opbyggede. Man ser kun onkel John og Hannibal i form af deres muse-bevægelser og skriblerier på et fælles online skriveprogram. Onkel John taler og skriver og tegner flittigt i dokumentet, mens Hannibal uploader billeder, lytter, afbryder onklen med en kvik bemærkning, svarer på spørgsmål, eller bare gumler på noget mad i baggrunden.
Vi har tidligere bl.a. lavet film om Struensee, Holberg og Johanne Luise Heiberg for Teatermuseet i Hofteatret – se dem her på siden.
Den spritnye film, vi har tilvirket for det ærværdige museum, har Grevinde Danner som biografisk emne – og der er hovedvægt på hendes tilknytning til Hofteatret.
Grevinde Danner – født Louise Rasmussen – blev efter hårdt slid på Hofteatrets kongelige balletskole en vaskeægte balletpige. Hun blev dog kun figurantinde, dvs. en af dem, der optrådte i baggrunden. Som en slags fyldstof, for at sige det, som det er.
Efter teaterforestillingerne var der ofte animerede fester, og her mødte hun både sin langvarige elsker, Carl Berling (med hvem hun fik et barn), og den senere konge: Christian d. 7, som hun ad åre fik et stormombrust (temmelig sikkert platonisk) ægteskab med. Hun blev gift til kongens venstre hånd, for hun var ikke af fin familie og var desuden den ustadige konges tredje kone. Derfor kunne hun fx heller ikke opnå titel af dronning men måtte tage til takke med at blive grevinde.
Hun arvede dog ikke desto mindre store dele af kongens anselige formue, da denne døde. For pengene tilgodeså hun de ringest stillede i samfundet: De enlige mødre. Men hun brugte også en del på sig selv, blandt andet på rejser til fjerne egne som Egypten og Palæstina. Feriefotos røber et anseligt følge af opvartere!
Filmen om Grevinde Danner, der varer lidt under seks minutter, kan også ses på iPad ved siden af Danners loge i Teatermuseet i Hofteatret.
Tegnefilmen Det delte land - kapitel 1 handler om Tyskland i tiden 1945-1949.
Den varer 13 min.
Jeg tænkte bare (efter 10 års fast bosted i Berlin): Hvordan forklarer man egentlig den nye generation, hvor vildt det var, at Tyskland var delt? Og hvordan gør man det begribeligt, hvorfor det skete? Og hvordan en samling af landet efter så meget splittelse overhovedet kunne finde sted? Og så så hurtigt!
Der er tale om en crowdsourcet film. 14 børn har leveret tegninger på bestilling, tegninger, som jeg så har klippet lidt i og nogle gange farvelagt og i hvert fald blandet med mine egne tegninger. Brugerinddragelsen passer fint med den collagestil, som jeg også har brugt i de andre små infofilm, jeg har lavet, fx for Røde Kors og for diverse danske museer.
Det er planen, at der skal komme to film mere (omhandlende perioderne 1949-1985 samt 1985-1990) - men lad os se på det, det er ren con amore det her, dvs. der er ingen penge i det. Jeg laver således disse små historiefilm, når der er tid mellem andre opgaver.
Jeg har jo selv lært et og andet af de turorials, der ligger ude på nettet, og især på YouTube, så jeg tænkte, at det var på tide at betale lidt tilbage.
Så hermed er to minutters kondenseret tegneundervisning.
Men ok, jeg kom nok til at ironisere lidt over genren. Sorry.
Der er egentlig ikke tale om en "film". Der er tale om lydfiler, der er tilsat lidt grafik. Grafiken kommer fra Klørkonges produktion af postkort, plakater, bogforsider m.v. gennem ti år. Billederne skifter ca. hvert minut.
YouTube fungerer som bekendt også som musikkanal i dag - ja, måske især? YouTube-brugerne har affundet sig med, at billedsiden ikke er levende, selv om det egentlig er en videokanal (ofte er det kun et pladecover, der gengives i samtlige spilleminutter), og det gør det jo ret ligetil at lægge noget lytteratur derud også.
De Klørkonge-historier, der er klasket sammen til een lang lydfil, er:
Denne video lavede vi til Røde Kors. Det er en del af en undervisningspakke, der også indeholder magasiner og lærervejledning og online spil og andet godt, der alt i alt kan udfylde en hel emneuge. (Det er dog kun denne film og så magasinet, vi har været involveret i.)
Bestil materialet hos Røde Kors HER - det er gratis.
Denne film er lavet for M/S Museet for Søfart i Helsingør. Museet var lynhurtige til at forberede en udstilling om Englandsbådene, da de erfarede, at ruten skulle lukke. Udstillingen åbnede således ikke mange dage efter, den sidste Englandsbåd sejlede.
Filmen varer 9 minutter. Den er klippet sammen af ca. 10 historiske fotos, ca. 30 tegninger og ca. 20 manipulerede fotos. Plus det løse. Nedenunder kører det originale lydspor fra Bossys Bos lydstudie. Det er også ham, der spiller street wise viking og baconglad unge.