Her blogges om løst og fast. Når det er løst, er der tale om den velkendte blog-pludren: Klørkonge-nyt og småting. Når det er fast, er det straks mere hardcore, for så handler det om litteraturen i den digitale tidsalder, ophavsret, crowdfunding, e-bøger m.v.
Dette her bli'r nok ebogens endelige boost i DK!
Af Boris den 18. februar 2015 - 15:09
DR skriver i dag på deres hjemmeside, at meget tyder på, at "det er slut med skolebøgerne om fem år."
Det er selvfølgelig en smule overdrevet, skarpt journalistisk vinklet, som man siger, og uanset hvad noget af en fremskrivelse af en tendens. Den er dog ikke desto mindre ret klar, tendensen: mere end 3/4 af alle lærere erklærer, at de anser elektroniske hjælpemidler som de "vigtigste" i undervisningssammenhæng.
Cathrine Hasse, der er professor ved Aarhus Universitet ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, spår:
Set i det lys og i forhold til de store investeringer der har været i ny teknologi i folkeskolen i de her år, så er det nok ikke noget helt forkert gæt, at der i løbet af en fem års tid ikke er mange bøger tilbage i folkeskolen.
Og de store investeringer, der er tale om, andrager 1 mia. kr. over to år. Pengene er blevet brugt til smart boards, tablets, computere m.v.
Der skal dog gerne være nogen begejstrede lærere i den anden ende, der er rede til at tage imod alle de nye sager. Og inddrage dem i undervisningen. Det er selvfølgelig ikke altid tilfældet. Så mon ikke papirbogen overlever mere end fem års tid. Måske når den helt op på syv-otte-ni år.
Aarhusbogen - snart repræsenteret i alle Arnold Busck-butikker
Af Boris den 1. februar 2015 - 11:10
Det er en vanvittig god idé, selvudgiverfællesskabet Newpub har fået. Og Newpub står for New Publishers, og man kan både tolke det på den måde, at her prøver folk - som noget nyt (for dem) - kræfter med bogudgivelser, og: her prøver folk at gå nye veje i bogbranchen.
Ildsjæle i foretagendet har lavet en aftale med Arnold Busck. Det er et eksperiment, og det hedder Bogkort. Boghandlerkæden Arnold Busck har indvilget i i alle deres 28 butikker at reservere en række hylder til en slags salgskort, altså de såkaldte Bogkort. Dermed kan mindre forlag som Klørkonge.dk præsentere deres bøger, uden at bogen er fysisk til stede i butikken. Det vil sige, at der åbnes en dør på klem for dem, der ikke kan tilbyde pallevis af bøger og lækre særaftaler, og som ikke har kapacitet til at præsentere bøgerne for boghandlerne, således at de ender med at bestille et par eksemplarer hjem til deres hylder.
Det er kun visse, udvalgte bøger, Arnold Busck har indvilget i at lave eksperimentet med. Og her må det jo anføres uden blusel, at Aarhusianske godnathistorier er så prof (og potentielt bred), at det ikke har voldt dem de store vanskeligheder at sige ok til den bette sag. Blinke-smiley.
Med bogkortet får kunderne en mulighed for at se bogen lidt an. Men altså netop kun lidt, for der er blot tale om en for- og en bagside, og formatet er standardiseret.
Men bogkortet skulle blive lækkert i gefühl og fyldigt som objekt. Jeg vil derfor sige: Det er ikke bare bedre end ingenting, det er faktisk den rette vej!
Gid danskerne viser sig nysgerrige nok til at browse lidt på de nye hylder.
Bogkortets forside gengives herover. Bagsiden er aktuelt i produktion. Der er mange detaljer, der skal klappe.
Et par tegninger til Dansk Røde Kors II
Af Boris den 28. januar 2015 - 11:24
Et udvalg. Det handler om "dilemmaer" - forskellige folk giver deres bud på, hvorfor det er godt eller skidt at købe billigt tøj, produceret i fjerne lande. Den selvtilfredse Arif, der ejer en tekstilfabrik i Bangladesh, synes det er bedre, at børnene har noget at lave, end at de hænger på gadehjørnerne. Og det kan der måske være noget om? Lægen ved, at de mange kemikalier, man finder i det billige tøj, er slemme ved din hud. Biologen ved også et og andet og så fremdeles. Mens skatervennen er ligeglad med alle argumenter, han synes, det vigtigste er, at tøjet ser cool ud, og at man kan få meget for lidt.
Tegningerne er til et undervisningshæfte, som Røde Kors udgiver. Det bliver en del af en større pakke, faktisk bliver den så fyldig, at der ligefrem kan presses en emneuge ud af den, så meget desto mere, som der også kommer noget onlineudstyr til og - ikke mindst - en lærervejledning.
Et par tegninger til Dansk Røde Kors
Af Boris den 27. januar 2015 - 19:11
Det handler om genbrug og mere overordnet om bæredygtighed.
En vasker blot een t-shirt i vaskemaskinen. Det er jo dumt. En anden lyver om sin t-shirt - han hævder, at den er købt i en flashy butik i NYC, mens den i virkeligheden er købt i en Røde Kors butik. Det er jo også dumt. Man skal da være ærlig. En tredje bruger alle sine penge i netop en Røde Kors-biks - helt åbenlyst uden at skamme sig det fjerneste (og sådan skal det være!). Og sluttelig endnu et godt barn: nemlig drengen, der med fuld damp efterlyser den manglende sok i stedet for straks at give fortabt og smide den tilbageblevne væk.
All you can read - om flatrate og big data
Af Boris den 21. januar 2015 - 22:47
I denne artikel, som man finder i onlineudgaven af magasinet Bookseller, fortæller chefen for Kindle Unlimited lidt om, hvordan tjenesten er kommet fra land.
I Danmark kender vi jo flatrate-princippet fra Mofibo - her kører det dog i en noget forkølet udgave, synes jeg nok.
I kommentatorsporet under artiklen finder man en ganske interessant kommentar, idet en bruger, der åbenbart er forfatter, slår på, at flatrate er godt, fordi det giver læserne anledning til at eksperimentere mere. Gratis gør modig.
The thing about borrowing books for free is that it makes people more willing to try a new author. I don't see the borrows I get from KU [Kindle Unlimited] as sales lost but as readers gained - readers I would probably not have had otherwise.
Det kunne man også sige om biblioteksvæsenet: at det genererer modige læsere. For det er jo også gratis, i DK som i UK. Men pointen er vel den nemme adgang, man har til sagerne i Kindle Unlimited og lignende. At også de små og smalle og selvudgivne sager er tilgængelige og således også har gennembrudspotentiale.
Man skal dog ikke kunne udelukke, at forfatteren er påvirket af en jubeltro på, at hierarkiet er aldeles udjævnet i et flatrate-rum. I så fald ligner det en reminiscens fra dengang, man troede, nettet demokratiserede uforbeholdent. Og hvad markedet angik: At Andersons long tail var tommetyk og uendelig lang. Sådan er det selvfølgelig ikke, markedskræfterne presser sig på, de store forlag sørger for, at deres forfattere bliver gennet op ad synlighesdsstigen. Mere nøgternt betragtet kan de ulæste forfattere således forblive ulæste.
I en anden lille artikel, nu vi er i gang, kan man læse om, hvordan Bookmate, der er en russisk-baseret flatrate-tjeneste - eller hvad man skal kalde det, flatrate-biks måske - er i fuld gang med at konsolidere sig på det engelske marked. Der som bekendt er gigantisk.
Det røbes også her, hvorfor det er interessant omtrent at forære tingene bort: Man får data igen. Disse data kan man bruge til at målrette sine kampagner og skærpe sine produkter. Det gælder også alle de indieforfattere, der via mere eller mindre løse sammenslutninger, forlagslignende konstellationer er det måske, netop har tilkoblet sig Bookmate. Og som artiklen egentlig handler om.
Bookmate allows authors listed on the platform to discover who is reading their book and access analytics which can aid their own promotion and marketing efforts.
Jeg har tidligere været inde på, at læsningen af big data, altså en detaljeret analyse af brugernes handlings- og forbrugs-mønstre, også kan bruges mere offensivt. Inden streamingtjenesten Netflix igangsatte produktionen af House of Cards analyserede de på deres brugeres smag via den enorme mængde data, som Netflix-brugerne dem selv uafvidende leverede, når de streamede film. Eller når de satte dem i gang og ikke så dem til ende.
Alt tyder på, at der i den nærmeste fremtid vil blive skrevet bøger, der er skåret over en læst, nemlig den læst, som big data har leveret, og som 3D-printeren har givet virkelighed. Hvis I forstår sådan et lille frækt billede.
(Et par dage efter dette blogindlæg blev skrevet, havde Politiken denne historie om at læse data, her med specifikt fokus på Mofibo.)
(Og et par uger efter måtte jeg lige uploade det skeptiske billede, hvor big data sammenlignes med teenage sex .. Der kan jo være noget om snakken!)
Zuckerbergs bogklub
Af Boris den 18. januar 2015 - 9:33
Lige efter nytår lancerede Mark Zuckerberg sin nye bogklub, A Year of Books. Det gjorde han med en direkte henvendelse til sine 30 mio. followers på Facebook.
Det vakte en del opmærksomhed, for ikke at sige begejstring blandt mange bogglade. Sandelig, her var en IT tycoon, beundret af millioner af mennesker, med direkte adgang til milliarder af mennesker, der tilsyneladende fattede litteraturens potentiale. (Se skærmskuddet ovenfor.) Ville det ikke give bogverdenen som sådan et boost? Måske ligefrem vende kajakken?
Ideen er, at medlemmer af Facebooks bogklub hver anden uge læser en ny bog og derefter diskuterer den, online forstås, på Facebook, med forfatteren. Og med hinanden.
Man kan læse lidt mere om konceptet hos The Verge HER.
Ideen er jo god, men projektet er kommet langsomt fra start. Forleden var der træf i bogklubben. Meget få mødte op. Det vil sige blot et par hundrede. Og mange havde ikke læst på lektien og ville (derfor) hellere snakke om alt muligt andet.
Washington Post giver to grunde til den træge start:
1) Bogklubbens debutbog var slet og ret for usexet. Man havde valgt The End of Power af Moises Naim, en fagbog med den sigende undertitel: "Why Being In Charge Isn't What It Used To Be". Nok så interessant:
2) Facebook blev muligvis ramt af deres egen algoritme-logik! Meldingen om, at NU åbnede bogklubben for debatten, at NU sad forfatteren klar til at modtage spørgsmål fra de mange læsere, druknede i den øvrige FB-nyhedsstrøm. For ikke at sige: i FBs mudrede flod af nyhedspællemælle.
Men det sidste problem skulle Zuckerbergs stab vel nok være i stand til at løse. Mon ikke de kan blæse en fluorescerende redningsbåd op til chefens egen, lille klub?
Omslag, skitse, Lockouten i 13
Af Boris den 11. december 2014 - 12:15
Det begynder at ligne noget. Og dette omslag - en kopi af det, grundliggende således udseende, men med få justeringer - kan sendes til de backere, der egentlig havde tænkt sig at forære et eksemplar af min bog til nogen i julegave. Så er der lidt at lægge under træet. Backerne har fået direkte besked herom pr. mail.
Hvis du ikke ved, hvad Lockouten i 13 er for en størrelse, kan du se mere HER.
Fra Kulturmødet 2014
Af Boris den 26. november 2014 - 15:00
Jeg holder her et lille oplæg om kulturstøtte på Kulturmødet på Mors, august 2014.
Vi springer ind kl 1:10, for der begynder jeg at snakke. I øst og vest. Man bør sådan set skrue et par minutter tilbage, så man også kan få Solvej Helweg Ovesen og Jesper Lemke med, ligeledes danske kulturjohns fra Berlin. Vi var blevet inviteret denne formiddag for lige at levere et kækt indspark i en igangværende debat.
Den egentlige grund til, at jeg var der, på Kulturmødet, skyldtes imidlertid aftenen om crowdfunding. Når KM lægger videoen fra hin aften op, gør jeg det også. Hvis jeg husker at holde øje. Ellers kan man jo selv gøre det HER.
Hvad får man, når man parrer Amazon, Netflix og Facebook?
Af Boris den 17. november 2014 - 16:14
SVAR: I princippet - i det mindste: En ny ebogsbutik, netop åbnet i Tyskland.
Sascha Lobo er ikke en hvem som helst i den tyske IT-verden. Netop fordi han rækker et stykke ud over den. Han gør sig godt på tv med sit røde punkhår, eller skal vi hellere kalde det: sit stiliserede strithår. Sin irokese, som det hedder. Han er ikke et af de sædvanlige blålys, som IT-verdenen vist nok fostrer en del af, han orker faktisk at reflektere over internettet. Det er selvfølgelig også derfor, han er så efterspurgt af medierne.
Senest har han skrevet bogen Internet – Segen oder Fluch? (Internettet – velsignelse eller forbandelse?)
Når Sascha Lobo i forening med nogle visionære typer fra sit eget bagland slår sig sammen med nogle af de tunge aktører i den tyske forlagsverden, er der grund til at ofre sagen opmærksomhed - hvilket lige netop var, hvad ugemagasinet Spiegel gjorde i oktober måned (#41 / 2014).
Det er den artikel, jeg refererer fra i det følgende. Man kan læse den online her.
SOCIAL BOOKS – EN INTERESSANT KOMBI
Sascha Lobo, hans tre kolleger og altså et par af de store forlag, ønsker at lave en forretning ud af symbiosen mellem det sociale netværk og litteratur. I navnet Sobooks ligger allerede en halv forklaring: Social Books.
Det er en ebogshandel med en udvidet læserinddragelse.
Sobooks er netop åbnet, og det er for tidligt at sige, om ordningen fungerer i praksis, og især: om den er en succes. En hurtig rundtur virkede ikke overbevisende på mig - men det er sådan set lige meget. Lad det nu blot handle om visionerne. Dem er der mange af.
FORSKELLE I OVERBLIKSFORM
Hvad er det, der adskiller Sobooks fra de allerede kendte ebogsbutikker?
- Man vil tilstræbe, at brugerne (et langt stykke hen ad vejen) kan støve omkring i bogsamlingen som i en normal boghandel.
- Man kan dele det interessante, man måtte støde på, citater og afsnit - også inden handel - med vennerne på de (øvrige) sociale medier.
- Kommentarfelterne er - hvis man ønsker det - fyldige i en grad, så de omtrent smelter sammen med litteraturen.
- Sobooks vil løbende foretage en indsamling af smagstendenser, der bl.a. senere kan danne baggrund for konstruktion af – litteratur.
HOPPER MED PÅ EBOGSBØLGEN
Det er nogle meget store, tyske forlag, der er gået med på legen: Goldmann, Heyne, DVA, Rowohlt samt Hoffmann und Campe. De tre første er ejet af Random House, der er et af de største forlag i verden. (Det har hovedsæde i München og ejer desuden en merpart af forlaget Penguin Books.)
Ebogsmarkedet udgør i Tyskland godt 4% af bogsalget, og det tal er - keine Überraschung - stigende. Tyskerne har dog stadig langt op til fx USA og England, hvilket denne graf tydeliggør.
Sobooks har ingen planer om at lave deres egen eboglæser, som nu fx Kindle, eller den tyske pendant Tolino. Ebogslæseren er allerede overflødig, mener Sascha Lobo; man kan nøjes med at læse på de eksisterende skærme: tablets og smart phones.
”LOOK INSIDE”-KONCEPTET
Sobooks tilbyder et mere generøst ’bladrings-system’ end i de normale ebogsbutikker og streamingtjenester, for så vidt man hos Sobooks selv bestemmer hvilke sider, man vil checke ud, inden man køber. Dette for at komme så tæt på bladringssituationen i boghandlen som muligt. Der er dog selvklart begrænsning på – max 8 sider.
Hvor vigtigt det er, at man selv kan vælge, hvilke sider man vil lure i, ved jeg ikke lige. Det har sådan set aldrig generet mig, at Amazon dikterer, hvad det er, jeg får at læse i deres ”Look inside”-koncept. Man kan fint danne sig et indtryk af sværhedsgrad og skrivestil på de første sider. Hvor jo også den essentielle indholdsfortegnelse gerne befinder sig.
Så vidt selve butikken. Som vel ikke virker voldsomt fornyende. Men hvad så med den sociale side af sagen, hvad sker der her?
En hel del mere.
LÆSERKOMMENTARER ER KONGE
Hovedattraktionen i det sociale aspekt ligger i, at kommentarfeltet er kraftigt udvidet. Altså inde i ebogen. Man kan kommentere og like og kommentere kommentarerne. Moderatorer sørger undervejs for en sober tone.
Man sidder således med en fod inde i den digitale, sociale verden, når man læser sine ting i Sobooks-regi. For nogle lyder det måske forfærdeligt. Men det gør det givetvis ikke for alle. Og måske slet ikke for de nye læsere, de yngre generationer. Det skal selvfølgelig siges, at man kan fravælge denne mulighed og nøjes med at læse 'for sig selv'.
Jeg tror, det kan betale sig at se sagen over tid: Hvis der om tre år knytter sig 1000 kommentarer til Forbrydelse og straf, hvilket ikke er en umulighed i det tyske sprogrum, kan man måske vælge at følge to-tre begavede litteraters kommentarer plus en studiekammerats plus - måske mere af høflighedsgrunde - en onkels.
VIRALITET ER GODT FOR BUSINESS
Det foreslås konkret i artiklen, at man kan tilkøbe fx en kendt finansmands kommentarer til Karl Marx' Kapitalen. Det er nok mest ment for sjov. Men hvis vi overfører ideen til dansk, og måske tager den lidt mere seriøst, kan man for eksempel forestille sig Lykke-Per tilsat et kommentarspor af Ida Jessen. (Hvilket jeg nævner, fordi hun lige har skrevet forordet i en genudgivelse af værket.)
Kommentarerne optræder som en art regibemærkinger, og man kan som nævnt vælge dem til og fra. Og reagere på dem. Og dele dem på fjæsen, hvis det er det, man vil. Og så fremdeles. Det handler om viralitet. Og det handler om, at boghandlen Sobooks ikke bare bereder denne viralitet, men også nyder godt af den, for jo flere, der snakker om bøgerne, jo flere sælger de.
Det ser ud til, at vi skal vænne os til at se (mulighederne i), at tekster bliver blandet med andre tekster. At det sociale rum træder langt ind i den højhellige litteratur.
NET-BERØMTHEDER STYRER
”Førhen handlede det om at få en anmeldelse i Frankfurter Allgemeines kultursektion, i fremtiden bliver det en blogpost fra en indflydelsesrig net-berømthed”, siger Sascha Lobo.
Jeg ved ikke lige, hvor tillokkende sådan en "net-berømthed" lyder. Men det skal måske her forstås som en litterat, der har formået at følge med tiden og som via talrige, begavede blogposts har skabt sig et navn. Det er så den positive udlægning.
Man skal i den forbindelse holde sig et fænomen, en omstændighed for øje, som sådan set ikke berøres i artiklen, nemlig at stadig flere akademikere benytter sig af nettet til at skabe en alternativ akademisk karriere. Eller at igangsætte en mere traditionel. Eller at supplere det ene med det andet. Og det er den slags mennesker, deres refleksioner, Sobooks kan opsuge.
Der er lagt i ovnen til en ny, litterær struktur, forstået som et siderum måske, i den litterære om ikke ligefrem i den kulturelle institution. Den er naturligvis ikke tilvejebragt af Sobooks alene, men det er en tendens, som Sobooks ligger i forlængelse af. Og der ligger en større forretningsmæssig styrke i dette "forlængelse af", end i en alenegang.
AT INDSAMLE DATA ER AT INDSAMLE FORBRUGSMØNSTRE
De ’rigtige’ sociale medier gør det, og Sobooks vil også med på vognen: at indsamle og gemme forbrugernes adfærdsmønstre. Det kan meget vel vise sig at blive den mest lukrative del af virksomheden. Så er der noget at sælge videre til netboghandlerne. Hvis man da ikke vælger at beholde al data selv, for netop dermed at styrke sin egen butik.
Man skal jo ikke være blind for, at det er der, i indsamlingen af data, de sociale mediers største aktiv ligger. Man stiller ikke chatrooms og billedbytningstjenester, og hvad ved jeg, til rådighed for at fremme demokratiet eller livskvaliteten, og man udstyrer ejheller ebøger med kommentarfelter for at fremme litteraturen - det er en forretning.
På Sobooks skal man dog angiveligt kunne gå i stealth mode, hvis man ønsker det. Altså trykke på en art "usynlighedsknap”. Det er meget tysk. De er hundeangste for alt, der lugter af overvågning.
LITTERATURENS SVAR PÅ NETFLIX
Du kender sikkert tv-serien House of Cards. Den bliver produceret af Netflix, og streamingtjenesten turde kun kaste sig ud i det omfattende projekt og ikke mindst i den betydelige investering, fordi de havde læst på lektien, det vil sige: deres brugeres adfærdsmønstre. House of Cards er designet, så den passer til brugernes smag. Og om føje år er der altså heller ikke noget i vejen for, at man kan lave en litterær bestseller på den måde. I og med data fra Sobooks-brugerne.
Det gammeldags forhold til kunsten er passé. Det er spørgeskemaerne også. Du røber meget mere om din smag, når du (igen) browser rundt i afdelingen for gamle Bruce Willis-klassikere, end når du sætter kryds i diverse rubrikker i den lange liste over "de vigtigste film de sidste 50 år". For det er vel egentlig først der, du kommer i tanke om Pasolini og Truffaut og Tarkovsky.
RADIKALT RØRE I ANDEDAMMEN
Mange betragter vist nok stadig "nettet" som værende "smart", fordi man så kan sidde hjemme og bestille sin bog eller sin ebog. Men det er ikke i den slags småting, litteraturen har sine egentlige udfordringer og sine enorme muligheder.
Hvilket et tiltag som Sobooks synliggør. Uanset om det slår an i første runde eller ej.
Lykkes det ikke for dem, lykkes det sikkert for Amazon.
Sider
