
Det er det fjerde bog-crowdfundingprojekt, Klørkonge står bag. Alle er blevet funded med 100% – eller mere.
Det er skægt at crowdfunde. Men der er også uhyre meget arbejde forbundet med det, det bliver man nødt til at vide. Og det må være pinsomt, hvis det i sidste ende ikke bliver belønnet. Nogle gange kommer en crowdfunding kun slæbende af sted, og så bides der negle! Det er også slidsomt. – Men det hører med!
Vi har i denne forbindelse lavet to videoer, adskillige henvendelser til pressen både telefonisk og pr. mail, forfattet pressemeddelelser (tilpasset forskellige medier), lavet postkort, fået sponsor til postkort, omdelt postkort, oprettet en Facebookside, lavet mindst 40-50 opslag her, besvaret folks henvendelser, og meget, meget andet.
Men nu er det altså afsluttet. Med succes. Tilbage står blot at få bogen færdigredigeret, færdiglayoutet, kort fortalt: færdigpuslet, og så få sendt den af sted til tryk.
Tegningen var den, der røg af sted sammen med en taksigelse til backerne af bogen. Dagen efter. Folk skal have at vide, hvordan det går med projektet, og at deres indsats er påskønnet.