Fredag aften (22.9.) var jeg til møde i den berlinske afdeling af det tyske Selfpublisher Verband. (Foreningsnavnet er et herligt mix af engelsk og tysk!)
I den tyske hovedstad holder de møde en gang om måneden cirka, denne aften handlede det om YouTube: Hvordan kan selvstændige forfattere få noget ud af denne platform? 

Jeg bor i Berlin, skal det siges, og møderne finder endda sted i nærheden af, hvor jeg bor. Det lånte lokale, kaldet Literaturhaus Lettrétage, ligger selvfølgelig på berlinervis i anden baggård. Adressen er Mehringdamm 61.
Denne aften var der 40-50 mennesker til stede. Stemningen var god, locker, som man siger: kollegial og afslappet. Det var tydeligt, at de fleste folk kendte hinanden godt i forvejen. Måske endda lidt for godt. Når nogle af de mere pudsige typer tog ordet – og der er uundgåeligt pudsige typer i en forening af den karakter – sporede man forudindtagethed blandt en del af de tilstedeværende: urolige baller på stolene, korslagte arme, og endda himmelvendte øjne. Men der var god styring på det. Alle kom til orde – og ikke i for lang tid. Interessen og talelysten var stor. Social media-erfaringen blandt tilhørerne, ikke mindst blandt de yngre, viste sig at være betydelig. Generelt indtryk: Foreningens medlemmer søger at være på forkant med udviklingen, og nogen har faktisk succes med det. 

SKRIVEDILETTANTERNE LÆGGER FRA LAND
De to herrer, der var sat til at foredrage om deres erfaringer inden for YouTube- og forfatter-området var Marcus Johanus og Axel Hollmann. De skriver krimier, men har også en YouTube-kanal, hvor de anmelder bøger og giver gode råd til vordende forfattere. Stilen er også her locker. De kalder sig Die Schreibdilettanten.

Der ligger et væld af videoer på Die Schreibdilettantens YouTube-kanal og på deres hjemmeside, faktisk tæt på 300. Og det er klart, at den tekniske og den redigeringmæssige side af sagen lader meget tilbage at ønske, de lægger bare fra land, og sejler støt og roligt derudad. 
Det var et af deres vigtigste råd: Skal du begå dig i den lidt vanskelige videogenre, så slap af og vær "autentisk". Lad være med at gå for højt op i lyssætning og gode og dårlige hårdage, de små visningsformater og forskellige opløsningsgrader æder alligevel detaljerne. Så bare kom af sted. 
('Autentisk' er selvfølgelig et vanskeligt ord, der lægger op til alenlange diskussioner, men de fleste ved godt, hvad det indebærer i denne sammenhæng.) 

D'herrer er inspireret af et amerikansk krimi-podcast-snakkeshow, der hedder Writing Excuses, now you know, ikke noget for mig. Linket før henviser til amerikanernes YouTube-kanal, dette link henviser til en hjemmeside. 
Måske krimiscenen i Danmark kan lade sig inspirere? 

BOGTRAILER – SOM EN FILMTRAILER? 
Hvordan skal en forfatter så gribe YouTube an, når han eller hun skal reklamere for sin bog? 
Grundlæggende kan man gøre det på to måder. Man kan lave en trailer for bogen (kort format, nok max 1 min.), og man kan præsentere sig selv og sin bog i et interview eller lignende. Hvad det sidste angår, er der ikke som sådan nogen tidsbegrænsning, men man skal huske, at publikum er nogle utålmodige bæster, så vi snakker vel om max 5 min. Hvis man ikke er hyperkendt i forvejen. Eller hyperinteressant. 
Det er klart, at der findes andre muligheder, og at det især for selvstændige forfattere lønner sig at tænke kreativt her, men nu koncentrerer vi os lige om disse gængse formater. 

Hvad book traileren angår, vil jeg sige, at det ikke nytter meget at lave et spændende krydsklip af en bogs handling. Sådan som filmtraileren gør det. Film og roman er to forskellige tidsformater. Og bogens visuelle materiale ligger heller ikke lige for hånden, sådan som filmens per se gør det. 
Men bevares, man skal holde sig for øje: Det er en reklame, fungerer således snarere som en påmindelse. Blandt mange andre påmindelser. Ingen reklame kan forvente selvstændigt at udløse købetrang. Det er gentagelsen, det handler om. 
Et dansk trailereksempel leverer Politikens Forlag med 20 sekunder for Jesper Steins Papa. 

At lade forfatteren selv præsentere bogen synes der at være mere kød på. Her kan forfatteren redegøre for figurer, temaer, et eller andet, der kan vække læserens interesse. Det er en invitation til et kig bag kulissen. 
Et dansk eksempel kan igen være Jesper Stein, der på halvandet minut giver et resume af Papa. Interviewet foregår i Botanisk Have i København, hvor en del af romanens handling finder sted. 
Stein er på Politikens Forlag, og det er dem, der står for produktionen af de to nævnte videoer. 

SoMe ER IKKE BARE SoMe - SKELN
Hvad selvstændige forfattere angår, er jeg ikke i tvivl om, at den sidste genre, interviewet, eller altså det korte, personligt afgivne resumé, vil have større effekt. Det er nemmere at producere, kræver ikke så mange tekniske færdigheder. 
Den lægger sig også tættere op ad Johanus og Hollmanns idé om autenticitet.

"Husk at have det sjovt med at lave videoer, og forvent ikke det store salg på grund af dem," lød formaningen fra de to krimiforfattere. Og det er jo altså wohl bemerkt sagt af tyskere; de henvender sig til et marked, der er mindst 17 gange større end det danske. Således må det i udpræget grad gælde for selvstændige forfattere i DK, at de skal huske at more sig med deres videoforsøg og ikke forvente sig det vilde på salgssiden. 

En hurtig research viser, at Steins / Politikens videoer ikke er blevet vist i nævneværdig grad, ikke på YouTube i det mindste; de kan jo have kørt massivt på Facebook. Og det kan så være det sidste tip: Skeln mellem YouTube og Facebook. Upload den samme film til begge SoMe-platforme. Det er min personlige erfaring, eller i det mindste min personlige stærke mistanke (for disse SoMe-sager fortaber sig lidt i tåger og algoritmer), at Facebook ikke bryder sig meget om eksterne links (fx til YouTube), de foretrækker, at videoerne ligger inden for deres eget system. 

MINE EGNE FILM
Jeg har lavet en del videoer efterhånden – alle Apples standard-videoredigeringsprogram iMovie. 

Jeg har en egen YouTube-kanal, hvor jeg ligger det hele op. 

Mine videoer er meget forskellige. 
Der er fx en aktuel crowdfundingvideo her. 
Og en ældgammel (næsten pinlig) crowdfunding-video her. 

Der er en nybagt infotainmentfilm her (om Grevinde Danner). 
Og en slags book trailer her. 

Jeg har også omdannet en podcast til en slags animeret film. Og i den animerede film er der så indlagt små reklamer for den bog, som podcastserien har dannet grundlag for. Så på den måde kan få det hele til at køre rundt. Eller i ring. Eller snurre løs. 
Sådan et tiltag øger næppe salget på den korte bane. Men hvem ved? Måske på den lange bane? 
Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: Ha' det sjovt undervejs! Ellers er det ikke sjovt at bevæge sig ned ad sådan en lang bane. 

Som annonceret tidligere på denne blog, er Klørkonges tegne- og fortælle-afdeling i gang med at udvikle intromateriale til børn i alderen 5-9 år. Og det er jo så til M/S, Museet for Søfart, der ligger i Helsingør.

Projektet er nu ved at nærme sig sin afslutning. Så småt; mange af de her viste illu'er mangler stadig noget baggrund fx. 
Jeg kunne for resten ikke lade være med lige at uploade den farveskala, jeg bruger, når jeg farvelægger figurerne. 

Der også skrevet historier til. Og teksterne har været til prøveoplæsning hos diverse slutbrugere (læs: børnehavebørn), og de syntes, det var mægtig fjong. De gad angiveligt høre alle historierne helt til ende. Og efterspurgte ikke undervejs deres elektroniske underholdningsinstrumenter. Så vidt pædagogerne erfarede. 

Hovedfiguren hedder Kaptajn Storm, og han fortæller mere eller mindre sande historier til de to søskende, Anna og Oscar. 
Kaptajn Storm har en papegøje, der hedder Diego, og en af de historier, kaptajnen fortæller, handler om, hvordan han i sin tid mødte fuglen. Dengang den stadig var ganske bette, for ikke at sige: nyudklækket.
Og der er pirater i den historie! Men bare rolig. Det ender godt. For alle. 

Som det fremgår, er der i mange af tegningerne indflettet fotos. På bedste old school collagevis (dog ikke i klippe-klistre men i photoshop-regi). Jeg har til det formål været på jagt i M/S' fotoarkiv. 
Alle kan tilgå arkivet, som man finder HER. Det er omfattende, super godt kategoriseret, og der gemmer sig guld .. 

En sjov opgave tikkede ind i løbet af sommeren: At videreudvikle historier om en figur, som M/S Museet for Søfart allerede bruger: Kaptajn Storm og hans papegøje Diego. De har været brugt som en art introduktionsfigurer for børn i alderen 5-9 år. 

Min opgave lød: Skriv fire historier om kaptajnen, tegn tegninger hertil, sæt det hele sammen og gør det printvenligt. Det er meningen, at fx børnehavebørn inden et besøg på museet således får øget deres nysgerrighed. Pædagoger skal læse historierne højt for børnene og undervejs og efterfølgende snakke med dem om det, der foregår i fortællingerne. 
En udmærket idé!

Jeg har gjort Kaptajn Storm til en flittig fortæller af røverhistorier. Jeg har også introduceret to unger, Anna og Oscar, der elsker kaptajnens historier. 
Temaerne er pirater, havnen, containerskibe, færger. 

Her bringes lidt skitser (de fleste stadig i sort/hvid). Der bliver nok i alt 18 A4-sider. Projektet ventes færdigt til efterårsferien, 2017. 

Sidste del af eksperimentet er nu fuldbragt, og man kan købe Lockouten i 13 som ebog.

Den koster ca. 70 kr. – man finder en liste over forhandlere og priser her. (Den fås endda til sølle 60,- som 'Plusbog'.)
Den er med vilje sat billigt til salg, ca. 50 kr. lavere end nye, danske ebøger af tilsvarende længde, og det skyldes, at jeg som selvudgiver har få udgifter, fx til firmahusleje, og i erkendelse af, at det selvfølgelig kræver lidt ekstra mod af den potentielle køber at investere i en bog, som han eller hun sandsynligvis næppe nogensinde har set omtalt. 

Der er af samme grund lagt en del kapitler ud til gratis download. Man finder dem i ebogssystemet, inden man trykker på 'køb løs'. Men også på min gode gamle Lockouten i 13-blog ligger der omfattende tekstuddrag. Bloggen er ikke længere aktiv, men den er værd at besøge alligevel.

Et max oplag på 126 stk. 

Som man måske husker, er Lockouten i 13 blevet til på noget særprægede vilkår. Romanen blev crowdfundet. Jeg har prøvet at crowdfunde et par gange før, så det er der ikke i sig selv noget vildt i, nej, det vilde er, at den kom kun i det antal, der var backere til. Eller eksklusive forhåndskøbere, som backerne dermed forvandlede sig til. ('En backer' er i crowdfundingsproget en, der støtter en given crowdfundingkampagne.) 

Jeg lavede en low key kampagne, fx var der ingen video.

En vigtig del af aftalen med backerne / forhåndskøberne lød, at bogen ikke ville blive genoptrykt i forfatterens levetid. Til gengæld ville den på et tidspunkt udkomme som ebog. Og det er så det, der nu er sket. Et år efter udgivelsen af den fysiske bog (der udkom i et oplag på 126 stk.)
Det er både bombastisk og lidt løjerligt det hele, men sådan er det med konceptuelle eksperimenter. De er bygget til at sætte sagen på spidsen. 

Man bedes bemærke, at det eksperimentelle ligger på udgiversiden, ikke på tekstsiden. Romanen er lige til at gå til. Her er et par læserreaktioner: 

“Jeg læste Li13 i sommerferien og morede mig rigtig godt undervejs. Der er en tydelig fanden i Bollsk tone hele vejen igennem, som jeg holder rigtig meget af.” - Mikkel, ca. 45 år.

(…) det jeg synes er befriende og skægt ved Lockouten [i 13] er at du beskriver så underfundigt og rammende og tvister sproget så jeg sad og småklukkede under hele læsningen. Den blev hele tiden afbrudt af at [min mand] skulle have at vide hvad jeg nu grinede af.” - Eva, ca. 70 år.  

“Det eneste problem ved læsningen var at jeg det meste af tiden har siddet i en stillekupé og således har måttet undertrykke en højlydt klukken. Sjove dialoger og forfatterkommentarer.” - Anne, ca. 35 år.

“Imponerende, fordi den jo nærmer sig en mursten, men også imponerende, fordi ideen og plottet med lockouten som afsæt er godt tænkt, og du har jo lavet et researcharbejde, der er af journalistiske dimensioner (...) Det er hylende morsomt, og humoren er jo ledetråden - så meget, at segmentet, du skildrer, velsagtens næsten din egen generation, næppe kan andet end le, selv om du hænger dem kraftigt ud. De bliver virkelig taget på kornet. (...) Udover dialogerne giver handlingsforløbet så mange billeder på nethinden, at den må være guf for den rette instruktør.” - Anne-Birthe, ca. 65 år.

Et par tanker i punktform

• Lockouten i 13 blev efter udgivelsen stemplet og signeret, som var der tale om et litografi. Og vi snakker immervæk om en paperback, trykt på det billigste papir overhovedet. Jeg opgraderede altså værdien af bogen ved at limitere oplaget. Hvilket er spas i en tid, hvor der sprøjtes bøger ud. 
• Denne luksus kan jeg tillade mig, fordi jeg er selvudgiver, eller indie publisher, som det også hedder, og dermed styrer hele processen selv. Lockouten i 13 er selvudgiverbølgens positive udkomme taget på kornet, for når man selv ejer alle rettigheder til kulturproduktet, kan man gøre med det, som man har lyst. Dermed også eksperimentere mere radikalt og i hvert fald på andre måder end de gængse forlag, selv de mindre af slagsen. 
• Papirbogen var til salg på BogForum 2016 på forlaget Klørkonges egen stand. Den stod på rød filt i en nydelig osteklokke, der gjorde det ud for en museal montre – og flashede det nydelige prisskilt: 10.000 kr. At Lockouten i 13 blev sat til salg på den måde, som en art musealisering og med en skabagtige prissættelse, skyldtes et ønske om at kreere en vaskeægte kunstboble. De mennesker, der havde (forhånds)investeret i bogen kunne i og med osteklokke-show off'et konstatere, at deres mere end to år gamle investering ud i det halvblå nu allerede havde båret svulmende frugt! (Da crowdfundingen stadig pågik kunne man købe et eksemplar for 150 kr. Afkastet er – jeg ved det ikke – men det er mange, mange procentpoints stigning, der her er tale om. Man skal formentlig tilbage til eventyret med Apple-aktierne for at finde en tilsvarende eksorbitant værdiforøgelse.)  
• Et (rimeligt) spørgsmål i forbindelse med eksperimentet har lydt: "Hvor meget regner du egentlig med at tjene på den bog?" (Underforstået: "Det kan du jo ikke leve af?!") Og jeg har svaret: Tjah, jeg ender vel med at tjene 5000 kr på det hele. I sidste ende. Hvis bølgerne går højt. Og det er jo ikke meget, når det i arbejdstid har kostet sådan noget som to årsværk (inkl. skrivning, crowdfunding, distribution, tilrettelæggelse af papirbog og ebog). Og det opfølgende spørgsmål har da lydt: "Er det ikke en lidt dyr joke at lave?" Og jeg har svaret: Jo da! Men havde jeg nu udgivet bogen på et fint forlag – og det mener jeg bestemt, at den kunne være blevet – hvor meget havde jeg så tjent? Ikke ret meget mere end 5.000 kr.! Og om det så var 20.000 eller endda 40.000 kr., jeg havde tjent, så ændrer det jo egentlig ikke ved særlig meget, eftersom det vel kan være lige meget, om min timeløn er 50 øre eller 2 kr.. Summa summarum: Da man kan jo alligevel ikke leve af skrive bøger i DK, kan man lige så godt eksperimentere på livet løs. Men det er der for få, der gør. Hvorfor?Jeg ved det ikke. Men jeg gætter gerne: Fordi de er bange for at falde uden for den gængse litterære cyklus, hvorinde bl.a. legaterne befinder sig.
• Den litterære cyklus, eller den litterære verden, hvad er det? Det kan man snakke længe om. Men mon ikke, man kan blive enige om, at i det mindste disse fem institutioner er ret centrale: Forlagsvæsenet, bibliotekerne, legatvæsenet, boghandlerne, anmelderiet. Alle i DK, der professionelt har med bøger at gøre, forholder sig på en eller anden måde til disse fem institutioner. Men da det ikke går overvældende godt for bogbranchen, eller lad os bare sige, at der er plads til forbedringer, kan der være en idé i at skrive, udgive og distribuere en bog, der smyger sig udenom disse fem knæsatte, litterære institutioner. Altså udgive en rigtig bog – der imidlertid er forkert på alle mulige andre måder. (Hvad forlagsvæsenet angår: Jeg er mit eget forlag og således næppe et væsen. Hvad bibliotekerne angår: Bogen er ikke til salg, derfor kan bibliotekerne heller ikke anskaffe sig den. Hvad legatvæsenet angår: Den er finansieret af backerne (og af alle mulige forfatter-bijobs selvfølgelig!). Hvad boghandlerne angår: Bogen er som sagt slet ikke til salg, så boghandlerne har slevklart ikke meget at skulle have sagt i den forbindelse. Og hvad anmelderiet angår: De dyrebare papirbøger er ikke sendt til nogen avisredaktioner, da de fleste anmeldere jo alligevel smider bøgerne i papirkurven (eller de lusker ned og sælger dem i det nærmeste antikvariat for at supplere deres ringe indkomst). Heller ikke ebogen sendes til nogen anmeldere; jo, hvis de specifikt og af egen drift beder om den, så kan det være, jeg forbarmer mig.)
• Hvorfor al denne virak? Hvad er der i vejen med bogverdenens fem søjler? Det er det i vejen med dem, at man nu har gloet på dem alt for længe. Og at de tilbedes alt for intensivt. Eller i det mindste med den type intensivitet, der ligger i den indgroede vane og i massens stirren. Men kammerater; vi lever i en digital tidsalder, og det betyder bl.a. øget frihed. Og jeg vil i den forbindelse gerne introducere begrebet Adobe-generationen, altså kunstnere, der udnytter, at man i og med Adobe-programmerne (PhotoShop, InDesign, Illustrator, After Effects etc.) kan producere egne film, bøger, podcasts etc. Og distributionen? Den varetager nettet. – Hvorfor ikke?
• Nå, men hvis vi skal lande den her lidt blødt, kan vi sige: I det mindste skal der være mere af det andet. For det første er der så rigeligt af. Selv agter jeg at gøre begge dele, altså ind imellem skide på institutionen, andre gange (som alle andre) lefle for den. 
• Hvis man med dette eksperiment kan opgradere ebogen (ebogssalget er relativt set faldende p.t.), så ville det jo også være herligt, fordi det stiller de uafhængige publicører og deres uafhængige publikationer friere. Ikke at det er dyrt at fremstille papirbøger efterhånden, og ejheller at få dem distribueret, men der er dog nogle forhandlerled og teknikerled, der kan spares væk, hvis man udgiver teksten som den rene, digitale vare.