Betændelse i den litterære institution?

I Weekend-avisen 1. februar 2019 har forfatter og ex-rektor Niels Frank et ret langt, meget skeptisk indlæg ang. Forfatterskolen. 
Det har fået titlen Forfatterskolens sidste suk. De sidste linier lyder:

"Hvorfor opbygge tunge, intrigante institutioner for litteraturen, når den nu bedst trives i uafhængighed og uforpligtethed? Hvorfor underkaste sig kulturministre og embedsmænd og bestyrelsesmedlemmer? Hvorfor opbygge litterære loger, som stræbsomme personer vil begå mord for at blive en del af, når en forfatter nu engang er en selvstændig skabning, og alt, hvad han eller hun foretager sig, er singulært og indimellem endda unikt?"

Jeg er ikke helt glad for den romantiske tone i konklusionen, men er grundlæggende enig. Dette med 'selvstændigheden' er centralt. Og er værd at ofre nogle flere ord. 

Det er ikke tilfældigt, at dem, man tidligere kaldte 'selvudgivere', i dag foretrækker at kalde sig selv netop det: 'selvstændige forfattere'. Navneskiftet foretog man blandt andet af den praktiske årsag, at begrebet 'selvudgivere' havde fået en lidt for negativ klang. Men for mig at se har der egentlig også altid været et element af storladen frihed i det: 'selvstændig forfatter' ... Det klinger jo godt! (Så jeg kan altså selv være småromantiker!) 
At udgive sine bøger selv er i høj grad at søge at omgå de fleste af de uhensigtmæssigheder (måske endda den betændelse), der er i den litterære institution, og som Frank påpeger eksistensen af i sit indlæg. Omend han blot fokuserer på en lille del af den. 

Den lattervækkende forvitring af institutionen 'Nobelprisen i litteratur' er selvfølgelig kongen af alle de institutionelle forvitringer, der – Gott sei dank – foregår netop nu. Og som det jo ikke er tilfældigt foregår netop nu. 
Metoo afdækker meget sygdom, og jeg tænker ikke bare på enkeltpersoners liderlighed og magtliderlighed, jeg tænker på den generelle magtliderlighed, der er ukønnet, og jeg er forbløffet over, at man har ladet visse personer (såkaldte 'kulturpersonligheder'!) opføre sig, som de åbenbart har gjort, og så så længe. 
Så, ja, jeg ser en sammenhæng mellem de to litterære institutioner. den godt 30 år gamle Forfatterskole, og den vaklende olding, nobelpriskommitteen. 

Hvad Franks rolle på Forfatterskolen har været – udover altså at have været rektor forstås – er lidt svært at finde hoved og hale i. men Franks konklusion virker ikke desto mindre sund på mig. 
Når man etablerer en institution (hvor som helst) vil den øjensynligt over årene tiltrække mennesker, der er institutionsglade, fordi de her ser muligheder for rammer, hvori der kan udøves good ol' magt(spil), hvilket så i tilfældet Forfatterskolen primært kan gælde lærerstaben. Hertil kommer så elever, der bl.a. ser en mulighed for at komme tæt på de af institutionen hyldede. 
Jeg tegner her omridset af en selvfodrende mekanisme, og det er selvfølgelig langt fra det eneste, en forfatterskole kan producere, men med et tilstrækkeligt skeptisk fokus er det også det, den producerer. 
Momentvist er det måske endda det, den primært producerer. 
Og når en skikkelse som Frank, der jo selv har været en del af de magtcirkler, der stråler fra institutionen, ryger udenfor, bliver han sur. Med surheden følger et kritisk blik, og det kan vi andre så bruge til noget, fordi han immervæk har været der. 

En anden af de tidligere rektorer blev i et langt Facebook-indlæg af en kvinde beskyldt for utilbørlige tilnærmelser (da han var rektor, og hun var elev på Forfatterskolen, forstås). Den sag er for udenforstående også svær at finde hoved og hale i, men én formulering studsede jeg over, idet nemlig kvinden mente, at vedkommende rektor jo af de studerende blev betragtet som en (citat) "halvgud" og derfor havde et særligt ansvar. 

Sagen om et særligt ansvar, vil jeg lade urørt, for det er en anden diskussion, derimod vil jeg gerne spørge: Hvordan i alverden man kan ende med at betragte en person, en nulevende dansk forfatter (med en for mig at se gennemsnitlig produktion, men det er sådan set sagen uvedkommende) som en "halvgud"? Det må være resultatet af en vranglære, som institutionen, den litterære institution, har formået at få smidt over katederet, og som så har truffet nogen – sikkert en del – lige i masken. 

Hvis jeg alligevel skal tage sagen 'særligt ansvar' op, kan det blive i betydningen: Har ikke netop forfattere et særligt ansvar for at tænke mere selvstændigt? For at lade hånt om magtpositioner? 
Eller er det i DK særlig svært, fordi vi også har institutionen Statens Kunstfond, der skaber økonomisk afhængighed?
Det sidste også set i lyset af, at det netop i dag [1. feb.] er dagen, hvor forfattere lægger sig på knæ og søger Statens Kunstfond om det årlige og for mange så essentielle arbejdslegat.