Vi har netop lavet to ret fede - synes vi selv - lyddemoer på hhv. 6 og 9 min.
De omhandler idiomerne "på falderebet" og "gå i brechen for".
Vi har historierne liggende klar på et dropboxlink, og alle interesserede kan få dem at høre. Hvis de mener, de kan bringe os videre i programmet. For vi vil nemlig gerne sælge dem.
Det var oprindelig tanken, at vi ville lave en stor crowdfundingkampagne for at få finansieret en decideret produktion, fx 15 historier, men det kunne være lidt federe at få dem spredt bredere ud. Også fordi vi trænger til at tjene nogle rigtige voksenpenge.
Hvis man gerne vil være med til at sprede budskabet, mener at man kender en potentiel køber, har en fætter, der arbejder i DR, eller lignende smånepotistisk, så skriv til kontakt(a)kloerkonge.dk, så ta'r vi den derfra.
Her er et udpluk af følgebrevet:
Skjulte skatte i det danske sprog - idiomer.
En serie selvstændigt fungerende lydfortællinger - til radio, podcast eller lignende.De to fikse og færdige demo-versioner hører til i genren infotainment.
Målgruppen er både børn og voksne.Emnet for historierne er så godt som uudtømmeligt: dagligdagssproget, de skjulte skatte i det.
Så det er altså ligesom Sproghjørnet? Ja. Hvis man tilsætter det et betydeligt skud amfetamin.I serien behandles faste vendinger (også kaldet idiomer). Eksemplerne er 'falderebet' og 'gå i brechen for'. Hvert afsnit redegør for eet idiom. Forklaringerne er faktuelt korrekte og er hentet fra diverse fagbøger om emnet, danske som udenlandske.
Lydfortællingerne Skjulte skatte i det danske sprog: Idiomer er tekstligt kondenserede og spækket med lydeffekter. De kommer til at vare mellem 5 og 9 minutter pr. stk. Demo-versionerne er også i denne henseende repræsentative.
Afsnittene fungerer som selvstændige historier, men de er skåret over samme læst.
Beretningen starter altid i en drengs soveværelse: Far og en søn læser godnathistorie – og det er her, i godnathistorien, at de støder på den løjerlige vending, som gør, at de må konsultere Tante Nilles lydleksikon. Med et tryk på en knap i det særprægende leksikon sættes så den egentlige forklaring i gang, og når den er slut, kommer vi tilbage til soveværelset, hvor far og søn runder hele historien af.
Rammefortællingen - far og søn og hele godnathistoriesituationen - er meget fyldig, som det fremgår. Det er med fuldt overlæg.
De oplæste godnathistorier - der alle stammer fra de uskyldigt lydende Lise-Lotte bøger - er ligesom det øvrige fortælleunivers, vi har bygget op, kendetegnet ved en vis absurditet. Og brutalitet.
Historierne er skrevet af forfatter Boris Boll-Johansen, lyd og teknik står rapper og lydtekniker 'Bossy' Bo Rasmussen for, mens skuespiller Pernille Bergendorff lægger stemme til "Tante Nille".
Bag produktionen står Klørkonge.dk, der har leveret podcasthistorier i ti år. De er blevet downloadet i hundredtusindvis - intet mindre - via bl.a. iTunes.