Jeg skrev i 2009 en artikel i fagtidsskriftet Forfatteren om iPodkulturen. Om hvor meget det egentlig betyder, at vi - eller så mange - render rundt med musik i ørerne. Så ofte. Det er naturligvis anskuet fra et litterært synspunkt i en ganske bestemt forstand: Hvad kan forfatterne bruge dette relativt nye forhold til, dette selvisolerende fænomen? Svaret er klart: 'Kom dog af sted! Gå ud og erobr det nye medie, kære kollega!'
Jovist, artiklen er fem år gammel, men den holder stadig væk. (Selv om det selvfølgelig er urkomisk, at jeg overhovedet nævner den "tallerkenagtige, transportable CD-afspiller" - den er i mellemtiden afgået ved døden, ja, ikke bare det: den er gledet i fuldstændig glemsel.)
Man finder artiklen her (gå til side 4 i PDF-tidsskriftet).
Som bekendt kan vi ikke lukke vores ører på samme måde, som vi kan lukke vores øjne. Vi er via lydene altid udsat for en slags stemningsmæssig baggrundsstråling. Det er dette, der ændrer sig med iPodkulturen; man lader sig ikke længere ’gribe’ af en stemning, eller man får i hvert fald muligheden for i en vis udstrækning at styre hånden, der griber.