Om forlaget Klørkonge
Klørkonge er et såkaldt selvudgiverforlag. Det er der en god grund til. Ved at udgive mine sager selv, beholder jeg rettighederne til tekst, tegninger og lyd. Dermed kan jeg jonglere med materialet, behandle og misbruge det, som jeg har lyst.
En god kammerat spurgte mig i 2005, om jeg havde hørt om det her nye medie, man kaldte ‘podcasts’? Det havde jeg ikke. Men var det ikke en mulighed, fortsatte kammeraten, at udgive fortællinger på den måde? Jeg gik videre med ideen til det forlag, jeg dengang var tilknyttet. De vendte tommelfingeren ned. For hvem skulle betale for varen, hvis man bare lagde den ud på nettet? Det var jo et fornuftigt argument. – Men var det ikke også et kedeligt argument? Ikke længe efter oprettede jeg forlaget Klørkonge og udgav min første podcast. Den var reklamefinansieret. Det var de efterfølgende 14 også. Det var da en meget sjov måde at gribe sagen an på, mente jeg. I hvert fald noget nyt.
Jeg har siden forsøgt at bruge de nye medier (læs: internettet) til at lancere og understøtte litteraturen og fortællingen. Jeg har crowdfundet bøger, brugt maillister som litterært rundspredningsmiddel, og jeg har anvendt stickers med QR-koder i guerillamarketing-kampagner.
I 2023 gik jeg i gang med at lave myldreplakater. Det er et rimeligt old school projekt, analogt, kan man næsten sige (plakaterne tegnes dog på en iPad Pro). Det er tanken, at plakaterne med tiden skal finansiere de litterære eksperimenter, kort: spule midler i Klørkonges kasse.
Hvilken som helst computer i dag er et lille mediehus. På din computer kan du skrive, tegne, designe bogindhold og bogforsider, du kan optage lyd og video. Hvis du mangler mod eller talent til at gøre alle disse sager, kan du hurtigt netværke dig frem til ekspertise. Måske endda finde ligesindede, som du kan teame op med.
Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at der eksperimenteres så lidt med udgivelsesformerne i den litterære verden.
Udover at det er skægt at afprøve det lille mediehus' muligheder, er der også et vist fremtidsperspektiv i det, vil jeg mene. Eksperimenter med finansieringsmuligheder og udgivelsesformater kan pege frem mod en mere levedygtig litteratur. For brugeren at se kommer der mere liv på scenen. For forfatteren og tegneren kan der måske med tiden genereres en reel mulighed for at tjene rigtige penge. Det er desværre et faktum, at forfattere og illustratorer, de såkaldte indholdsleverandører, og vel at mærke som de eneste i fødekæden, bliver aflønnet særdeles ringe. Og hvis der efterhånden alligevel er tæt på nul penge i at skrive og tegne, er det jo i en vis forstand også nærliggende bare at eksperimentere på livet løs?
