Lige efter nytår lancerede Mark Zuckerberg sin nye bogklub, A Year of Books. Det gjorde han med en direkte henvendelse til sine 30 mio. followers på Facebook.
Det vakte en del opmærksomhed, for ikke at sige begejstring blandt mange bogglade. Sandelig, her var en IT tycoon, beundret af millioner af mennesker, med direkte adgang til milliarder af mennesker, der tilsyneladende fattede litteraturens potentiale. (Se skærmskuddet ovenfor.) Ville det ikke give bogverdenen som sådan et boost? Måske ligefrem vende kajakken?
Ideen er, at medlemmer af Facebooks bogklub hver anden uge læser en ny bog og derefter diskuterer den, online forstås, på Facebook, med forfatteren. Og med hinanden.
Man kan læse lidt mere om konceptet hos The Verge HER.
Ideen er jo god, men projektet er kommet langsomt fra start. Forleden var der træf i bogklubben. Meget få mødte op. Det vil sige blot et par hundrede. Og mange havde ikke læst på lektien og ville (derfor) hellere snakke om alt muligt andet.
Washington Post giver to grunde til den træge start:
1) Bogklubbens debutbog var slet og ret for usexet. Man havde valgt The End of Power af Moises Naim, en fagbog med den sigende undertitel: "Why Being In Charge Isn't What It Used To Be". Nok så interessant:
2) Facebook blev muligvis ramt af deres egen algoritme-logik! Meldingen om, at NU åbnede bogklubben for debatten, at NU sad forfatteren klar til at modtage spørgsmål fra de mange læsere, druknede i den øvrige FB-nyhedsstrøm. For ikke at sige: i FBs mudrede flod af nyhedspællemælle.
Men det sidste problem skulle Zuckerbergs stab vel nok være i stand til at løse. Mon ikke de kan blæse en fluorescerende redningsbåd op til chefens egen, lille klub?